USA og Storbritannien har sat gang i en omfattende menneskejagt efter henrettelsen af journalisten James Foley. Målet er Foleys britiske bøddel.

Den meget omtalte video af henrettelsen har to hovedpersoner: James Foley, siddende på sine knæ i orange fangedragt, og den uidentificerede mand klædt i sort, der afslutter Foleys liv.

Foley ved vi efterhånden alt om: hans opvækst i den amerikanske delstat New Hampshire, hans modige arbejde som freelance-journalist og hans alt for tidlige og yderst grusomme død. Men manden ved siden af - manden med kniven - er en ubekendt. Indtil videre.

Efterretningstjenesterne i USA og Storbritannien er netop nu i gang med at granske videoen for at komme tættere på Foleys morder fra Islamisk Stat (IS), der på videoen taler med en tydeligt britisk dialekt.

Først handler det om at identificere gerningsmanden, fortæller militærforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet Lars Bangert Struwe.

- De prøver at finde ud af, hvem personen på videoen er, ved at analysere stemmen, ved at kigge på hans kropsbygning, ved at kigge på hans bevægelser. Alt det bruger man til at lave krydsreferencer på de mange databaser, man har adgang til, siger Lars Bangert Struwe.

Databaserne kan ifølge Struwe i nogle tilfælde være netop de databaser, som Edward Snowden afslørede sidste sommer. I dem er det muligt at matche stemme, kropssprog og en masse andre karakteristikker med tidligere optagelser.

- Ideen er, at man på forhånd har en masse viden, der netop kan bruges i situationer som denne, fortæller Struwe.

Han skal findes

Hvis eller når man lykkes med at identificere gerningsmanden, handler det dernæst om at lokalisere personen og sikre sig, at man ved, hvornår han er hvor. En proces, der, som i tilfældet med Osama bin Laden, kan tage år, hvis målet for jagten gemmer sig uden for de de vestlige nationers rækkevidde.

Sidste fase er at sætte ind overfor gerningsmanden. Både de amerikanske og britiske styrker har opbygget stor erfaring med operationer på landjorden efter mange års tilstedeværelse i Irak og Afghanistan. Men IS har nu kontrollen over et meget stort område på tværs af Irak og Syrien, så Foleys bøddel kan være gemt utrolig mange utilgængelige steder.

Amerikanske specialstyrker forsøgte faktisk også tidligere på sommeren at befri James Foley og de gidsler, han sad fanget med i den irakiske by Raqqa. Desværre for dem var de kort forinden blevet flyttet, så missionen mislykkedes.

- Man kunne godt forestille sig, at det vurderes for usikkert at indsætte landstyrker, og man så i stedet dræber vedkommende ved hjælp af enten droner eller jagerfly, siger Lars Bangert Struwe.

Gerningen i fokus

Vigtigt for hele aktionen er dog, at menneskejagten ikke gør James Foleys bøddel til en større skikkelse, end han er.

- I nogle kredse vil han kunne blive en slags martyr. Det er enormt svært at undgå, men lige nu ser det godt ud, da han ikke er identificeret med ansigt. Lige nu er det gerningen, der er i fokus, siger Struwe. De næste uger, måneder og år vil vise, om hovedpersonen i sort bliver afdækket. Eller om menneskejagten slår fejl, og James Foleys bøddel får lov at leve i ubemærkethed.

Sådan kan de identificere bødlen

Stemme

Ved hjælp af avanceret teknologi kan man identificere et menneske alene på personens stemme. Toneleje og frekvens analyseres, så personens stemme kan aflæses i mønstre.

Dialekt
Manden taler med en tydeligt britisk dialekt, og eksperter gætter på, at han kommer fra Østlondon.

Venstrehåndet?

James Foleys drabsmand holder på videoen kniven i venstre hånd, hvilket kan være et vigtigt bevis.

Krop

Man kender James Foleys højde og kan derfor nærme sig et bud på, hvor høj gerningsmanden er, ved at sammenligne de to.

Kropssprog
Gerningsmanden laver på videoen nogle specifikke fagter, der vil give et vigtigt sammenligningsgrundlag, hvis han er eller bliver fanget på video i en anden sammenhæng.