En elev er blevet dræbt i et skoleskyderi i Marysville i USA, mens fire andre er blevet såret. Gerningsmanden har angiveligt begået selvmord.

USA: Omkring klokken 10.45 lokal tid rykkede politiet ud i Marysville nord for Seattle, da der indløb meldinger om et igangværende skyderi på Marysville-Pilchuck High School.

En af skolens elever havde åbnet ild i skolens kantine og skudt flere elever. En elev blev dræbt, mens tre andre blev hårdt såret, formentlig alle af skud i hovedet. En fjerde elev blev ramt i kæben, men han var ikke umiddelbart i livsfare efter skyderiet.

To af de sårede er piger, mens de to andre er drenge. De er alle under 18 år gamle.

En elev, der var vidne til skudepisoden, fortæller til cnn.com, at skyderiet startede i skolens kantine. Her skal gerningsmanden ifølge vidnet være gået hen til et bord, hvorefter han trak pistolen og skød de personer, de sad ved bordet.

»Jeg hørte et højt ’bang<saxo:ch value="226 128 153"/>, og jeg undrede mig over, hvad det var, og så hørte jeg fire eller fem mere. Og folk begyndte at skrige,« siger eleven.

En anden elev fortæller, at han lige var blevet færdig med at spise, da han så den unge gerningsmand rejse sig og trække noget op af lommen:

»Først troede jeg, det bare var nogen, der lavede en virkelig høj lyd. Ligesom et stort, larmende ’pop<saxo:ch value="226 128 153"/>. Indtil jeg hørte fire mere efter det. Og jeg så tre børn, der faldt om.«

Gerningsmanden var ifølge cnn.com og Seattle Times blot 14 år gammel. Han er død og begik ifølge flere kilder selvmord ved at skyde sig selv.

Motivet til skyderiet er endnu uklart.