Den 78-årige skuespiller og komiker Bill Cosby skal fredag i retten, hvor han skal forklare sig i en sag om påstået sexovergreb mod en 15-årig pige i 1974.

Det er den 55-årige Judy Huth, der kommer med den alvorlige anklage mod den amerikanske legende. Når Bill Cosby fredag træder ind til et indledende retsmøde i retssalen i Los Angeles, skal han således fortælle om en episode, der fandt sted for 41 år siden.

Judy Huth er langt fra den eneste, der er kommet med alvorlige anklager mod skuespilleren bag ’Dr. Huxtable’ fra ’The Cosby Show’. Bill Cosby skulle angiveligt have forgrebet sig på mange kvinder igennem tiden – og sågar også have bedøvet nogle af dem. Det skriver TV 2.

26 af de kvinder, der har anklaget Bill Cosby for seksuelle overgreb, har advokaten Gloria Allred til et repræsentere dem - inklusive Judy Huth.

Judy Huth mødte Bill Cosby for første gang, da hun sammen med en veninde trådte ind på et filmset. Bill Cosby skulle ifølge retssagen være blevet gode venner med de to unge piger og inviteret dem hjem til en drink.

Familiefaderen Bill Cosby står blandt andet anklaget for, at han udmærket kendte Judy Huths alder. Men den amerikanske skuespiller skulle angiveligt have været ligeglad og inviteret pigerne med til en stor fest i ’Playboy Mansion’. Judy Huth har beskrevet, hvordan Bill Cosby ventede på hende, da hun på et tidspunkt kom ud fra badeværelset, hvorefter han skulle have tvunget hende til at lave seksuelle handlinger.

Anklagerne mod Bill Cosby er taget voldsomt til i de seneste år. I alt 51 kvinder har vendt deres vrede mod amerikaneren, men mange af sagerne er forældede. Judy Huth er en af få kvinder, der har formået at få stillet amerikaneren for en domstol. Tidligere denne uge fremstod også Chloe Goins med en anklage mod Bill Cosby, der angiveligt skulle have forgrebet sig på hende i ’Playboy Mansion’ i 2008.

Bill Cosby er den eneste, der skal vidne i retten fredag. Judy Huth får lov at fortælle sin side af sagen om en uge.