Harvey Weinstein og de magtfulde filmmænd bagtalte hende som bitter og bimmelim, og Rose McGowan var i årevis den mest ensomme kvinde i Hollywood. Men hvis hævn er et land, så er hun nu Kina. Hun er i gang med at knuse dem alle.
Hvis Harvey Weinstein havde en skødehund, ville den sikkert også bide ham og gå sin vej.
I en generation kunne han få himlen til at regne, men i dag har hans kone forladt ham, hans bror, hans advokater, hans stjerner har forladt ham, og han er så venneløs som Fukushima-værket. I dag er det nemt - i dag er det nemmest - at være anti-Harvey.
Men spørg Rose McGowan om det altid har været sådan. I 20 år har hun været i kamp mod den mand, som voldtog hende, og mod den industri, som hyldede ham. Og hun har været så ensom som 29. februar udenfor skudsæsonen.
I 2015 tweetede hun f.eks. om, hvordan hun blev inviteret til at aflægge prøve til en film, som handlede om en supermodel, som faldt pladask for Adam Sandler. I invitationen til prøven hed det, at hun skulle »iklæde sig en sort, kropsnær tank-top, som udstiller kavalergang (en skub-op bh er anbefalet). Plus kropsnære leggings eller jeans.«
Hendes tweet førte til ballade, for Adam Sandler er nok en småspiller, som er mere plat end den anden side af en krone, men han laver kassen, og han var sur. Og McGowans agent var sur og fyrede hende - »vi vil ikke længere arbejde med dig«, sagde agenten - og som hun fortalte i et interview med Buzzfeed:
»Jeg følte semi-panik. Mine ankler rystede,« men så sundede hun sig, og som hun sagde til sig selv. »Fuck dem. Fuck jer.«
Hun skrev til agenten, at hun grinede af dem, og hun tweetede om det. »Jeg er lige blevet fyret af min slappe agent, fordi jeg talte imod alt det bullshit i Hollywood. Hahaha.«
Hahahaha
Sandsynligvis var det ikke altid helt så »hahaha,« som hun tweetede, og formentlig kunne hun ikke altid badut rejse sig med et hjertestyrkende f-ord. For hun var alene i en stor by, og filmmændene sørgede for, at årsagssammenhængen blev vendt om. De fortalte, at hun var bitter og bimmelim, fordi hun aldrig blev til noget ved filmen, men sandheden var lige modsat.
Hun blev aldrig en Jennifer Lawrence, fordi hun i mere end én forstand nægtede at gå i knæ for den kvindehadske kultur i Hollywood, og fordi hun insisterede på at fortælle gud og hver mand om den mand, som hun altid kaldte »Monster«.
»Monster« var Harvey Weinstein.
I 1997 var McGowan 23 år, og Hollywood emballerede hende som en sexpotte, som allerede i lilleskolen tændte, når alfabetopremsningen nåede til »x.« Så under Sundance Filmfestivalen lokkede Weinstein hende ind på sit hotelværelse og voldtog hende angiveligt, og bagefter skulle hun bare sig »ah!« og grine hele vejen til box office.
Det ville hun ikke. Hun gik til sin manager og krævede, at der skete noget, som hun i går skrev på Facebook. Den pågældende manager var mere interesseret i at være gode venner med Harvey Weinstein end med Rose McGowan, og han indkaldte til et møde med en »klam« advokat - »en kvinde, som svælgede lystigt i den kendsgerning, at jeg engang havde indspillet en sex-scene i en film, og derfor kunne jeg aldrig vinde en retssag«.
Til sidst kom en anden »klam« advokat med et tilbud på 100.000 dollars i erstatning, og hun tog imod pengene, fordi de trods alt kom med en form for bevis, skrev hun på Facebook.
Hun havde ifølge Guardian også fysiske beviser for voldtægten. »Jeg fik tre operationer på min albue og mit håndled« efter voldtægten.
Siden den tid har Rose McGowan gjort kampen mod »Monster« til sit livs kamp, og hun har i ti år været i kontakt med journalister om at fortælle alt, men hun havde lært sin lektie.
Hun vidste, hvordan industrien først modellerede kvinderne som finker, og derefter brugte deres finkestatus mod de samme kvinder, hvis de klagede. Finkeficeringen gjorde kvinderne retsløse, og hvis McGowan skulle knuse ikke bare Monster, men alle Monsters Mænd, skulle hun time sit angreb rigtigt.
En nu afdød journalist fra New York Times pressede i 00erne på for at gå efter Weinstein, men hun nølede, for som hun ifølge Guardian sagde til ham - »den offentlige bevidsthed er der ikke endnu.«
Svinet
Men den offentlige bevidsthed ændrede sig med afsløringen af den amerikanske hyggefar Bill Cosby som et sexuhyre, og McGowan har i 13 måneder samarbejdet med journalisten Ronan Farrow, som i New Yorker skrev den artikel, som mere end noget andet væltede møddingen.
Og i de seneste ti dage har hun brugt sin Twitter-konto som en 155 mm haubits, og f.eks. har hun afsløret, hvordan to kendte amerikanske advokater før afsløringerne kom krybende til hende. Advokaterne er den påståede kvindesagsforkæmper, Lisa Bloom, og manden, som fører sig som den hårdeste injurieadvokat i USA, Charles Harder.
De tilbød hende seks mio. dollar - omkring 40 mio. kr. - hvis hun offentligt ville optræde som »friend of Harvey« og sige, at hun nu samarbejdede med filmbossen. Hun beskyldte Bloom og Harder for »bare at være interesseret i at tage Svinets penge.«
Siden har både Bloom og Harder trukket sig som Weinsteins advokater.
Selv Twitter vandt hun over. Det sociale medie suspenderede i sidste uge hendes konto, og det førte til, at alverdens magtfulde kvinde begyndte at boykotte Twitter - og i løbet af 24 timer var suspensionen løftet. Rose McGowan fører sin kampagne som en kvinde, der ikke har flere »fucks« at give, og med en parafrase over et apokryf citat fra Abraham Lincoln - hun er den ene kvinde, som fik den store industri til at brase sammen.
Bare en ide: En eller anden burde lave en film om det.
