Turister kan fredag eftermiddag lokal tid vende trygt tilbage til Frihedsgudinden, efter den berømte statue ud for New York tidligere på dagen blev evakueret på grund af frygt for en bombe. Det oplyser politikilder til NBC New York.

Omkring klokken 13 lokal tid fandt en hundepatrulje på øen Liberty Island, hvor statuen står, en »mistænkelig pakke« nær et garderobeområde for besøgende. Samtidig blev der indtelefoneret en bombetrussel.

Alle turister blev sejlet væk med det samme, og New York Politis (NYPD) bombehold ankom til stedet.

Myndighederne gennemsøgte stedet, og klokken 14.30 meddelte de, at der var tale om falsk alarm.

BNB