Den britiske forsvarsminister løfter pegefingeren over for en række NATO- medlemslande.

»Vi har ikke råd til at spille russiske roulette med vores fremtid,« lyder det fra Grant Shapps.

I et indlæg i Telegraph i anledning af den vestlige forsvarsalliances 75-års jubilæum er han således særdeles kritisk over for de lande, der ikke lever op til NATO-målet om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.

For tiderne har i dén grad ændret sig. Hurtigt.

Ikke mindst den russiske præsident, Vladimir Putin, udgør i dag en trussel for NATO, lyder det.
Ikke mindst den russiske præsident, Vladimir Putin, udgør i dag en trussel for NATO, lyder det. Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er ikke nok at hylde NATOs fortid. I dag må vi endnu en gang have et skarpt fokus på alliancens fremtid,« skriver Grant Shapps og konkluderer på dyster vis:

»Vi har bevæget os fra en efterkrigsverden til til en førkrigsverden.« 

Det skyldes ikke mindst det, som han i sin klumme kalder for »Putins moderne dystopi« med henvisning til den russiske præsidents invasion af Ukraine.

Og der er ifølge Telegraph lande nok, der bør føle sig ramt af Grant Shapps pegefinger.

Følgende NATO-lande levede i 2023 op til to procentsmålet: 

  • Polen, USA, Grækenland, Estland, Litauen, Finland, Letland, Storbritannien, Ungarn, Slovakiet og Danmark.

Følgende lande gjorde ikke:

  • Frankrig, Bulgarien, Norge, Kroatien, Albanien, Nordmakedonien, Tyskland, Holland, Rumænien, Tyrkiet, Montenegro, Tjekkiet, Portugal, Italien, Canada, Slovenien, Spanien, Belgien og Luxembourg.

Og i virkeligheden mener Grant Shapps, at to procent allerede er for lidt i dag.

»Vi må se ud over det mål for at styrke vores forsvar, men alligevel formår nogle nationer stadig ikke at opfylde selv de to procent. Det kan ikke fortsætte,« skriver han.

For truslerne er efterhånden blevet mangfoldige, lyder det fra ham. 

»Rusland truer vores naboer. Kina bliver mere og mere krigerisk. Iran skaber kaos både i Mellemøsten og i stræderne ved Yemen. Nordkorea ryster kontant med atomvåbensablen,« skriver Grant Shapps:

»Alle disse ondsindede magter er i stigende grad begyndt at marchere i takt, og de har sigtekornene rettet mod vores demokrati.«

I eksempelvis Rusland er man dog af den opfattelse, at det er lige omvendt. 

Herfra lød det onsdag fra Maria Zakharova, talsmand for landets udenrigsministerium, at det er NATO, der er skyld i den øjeblikkelig anspændthed.

»I dag er blokken i forhold til Rusland vendt tilbage til koldkrigsæraen,« sagde hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.