Den 18-årige britisk teenager Hannah Carpenter hængte sig selv, fordi hun ikke mente, at hun var lige så smuk som alle de smukke, unge og rige, hun så på de sociale medier og i bladene.

Hannah Carpenter tog gerne tusindvis af billeder af hvert enkelt del af sin krop og gemte dem på sin telefon. De var alle ledsaget af negative kommentarer. Hun brugte telefonen videokamera og filmede sine ben fra alle tænkelige vinkler. Det var bare aldrig godt nok. De smukke kendisser var altid slankere og pænere end hende.

Den britiske offentlighed fik tirsdag et uhyggeligt indblik i, hvordan livet var for Hannah Carpenter, som blev fundet død i en skov tæt ved hendes hjem i Redruth, Cornwall tilbage i maj. Den purunge kvinde havde hængt sig selv, skriver Daily Mail.

Den unge kvindes far, David Carpenter, fortæller tirsdag, at hans datter var en smuk og begavet pige, som var fantastisk til alt, hvad hun foretog sig.

»Hun kunne bare ikke selv se det,« sagde han ifølge Daily Mail og tilføjede, at selvom hans datter var smuk, syntes hun selv, at hun var fed, nytteløs og uden talent.

Hannah Carpenter begyndte at få behandling en spiseforstyrrelse i 2010, fordi forældrene ikke kunne få hende til at spise. I april i år tog et hold specialister over. Hannah Carpenter blev bare ved med at tabe sig, og hendes vægt røg på et tidspunkt helt ned på 36 kilo.

Hun havde en dejlig kæreste og et godt job. Kærlige forældre og alt det, alle gerne vil have. Men det var ligegyldigt for hende.

»Presset blev bare for stort,« siger faderen om sin datter, hvis higen efter den perfekte selfie gjorde hende til slave af smartphonen.

Hun spiste morgenmad, frokost og aftensmad. Burgere chips og det hele. Men faderen mener, at hun formentlig har kastet det hele op igen i skjul.

Kæresten Luke Whittaker vidste heller ikke noget om Hannah Carpenters meget alvorlige tilstand:

»Hvis du så hende, ville du ikke tænke, at hun havde et problem. Hun havde en fantastisk figur og løb ture med mig uden problemer. Jeg vidste godt, at noget var galt, men hun ville ikke fortælle mig det.«

Hannah Carpenters forældre ringede til politiet for at melde deres datter savnet 30. maj i år. Næste dag fandt politiet hendes lig.