Den tidligere britiske premierminister Liz Truss var en af de helt store overraskelser på plakaten til den konservative konference CPAC.

Her mødte B.T. hende kort. Men én ting ville hun ikke sige.

Der er ikke nogen tvivl om, at den siddende amerikanske præsident Joe Biden ikke er en populær mand på Gaylord-reporter i National Habor lige syd for Washington, DC, i de her dage.

Her er toppen af Donald Trumps del af Det Republikanske Partis MAGA-fløj samlet til stormøde i form af den årlige CPAC-konference.

Men det er ikke kun amerikanske toppolitikere og meningsdannere, som har fundet vej til USAs hovedstad.

Også en række internationale konservative politiske stjerner er at finde ved konferencen, der i årtier har været for hele Det Republikanske Parti, men de senere år har rettet sig mere og mere mod Donald Trumps del af partiet.

Blandt de internationale topnavne er Brexit-bagmanden Nigel Farage, El Salvadors voldsomt populære præsident Nayib Bukele, Argentinas nyslåede præsident Javier Milei og så den tidligere britiske premierminister Liz Truss.

Netop Liz Truss talte torsdag på CPAC, hvor hun var lidt af en overraskelse på plakaten.

Her kunne hun blandt andet erklære, at konservative operere i et ‘fjendtligt territorium’, og at der af den grund er behov for en ‘større bazooka’ for at kunne levere resultater.

På CPAC er Truss blevet hyldet som en stjerne hos det amerikanske publikum.

Og de få gange, hun har bevæget sig udenfor de beskyttede områder, hvor de almindelige konferencedeltagere og pressen ikke har adgang, har folk stimlet sammen om den tidligere premierminister, der hovedsageligt er verdenskendt for noget helt andet end sine dage i Downing Street 10.

Det var den tabte kamp til et salathoved om, hvem der ville overleve længst, mens Truss var premierminister i 2022.

I sidste ende vandt det parykklædte salathoved over Truss i den ultimative ydmygelse.

Truss fik kun 50 dage på posten.

Men til CPAC kan Liz Truss glemme det for en stund og nyde det konservative amerikanske publikum.

Og dem har Liz Truss en helt klar delt overbevisning med.

Og det er, at USA har behov for noget andet i Det Hvide Hus end Joe Biden. Det fortalte hun B.T., da vi torsdag løb ind i den tidligere premierminister.

På spørgsmålet om, hvem hun ønsker som amerikansk præsident, lød det kort:

»Jeg vil have Biden ud af Det Hvide Hus,« sagde Truss.

Hun ønskede ikke at uddybe, hvem hun så ønsker skal have præsidentposten i USA.

Hun havde i stedet travlt med at komme ud og møde den glade folkemasse.