»Der er en fare for, at det her terrorangreb på en eller anden måde bliver brugt i det russiske narrativ, som handler om at retfærdiggøre krigen, som lige nu føres mod Ukraine.«

Sådan siger tidligere brigadegeneral og forsvarsattache i Moskva Carsten Rasmussen efter angrebet på koncertstedet Crocus Hill i udkanten af Moskva tidligere fredag.

Angrebet rammer Rusland blot få dage efter, at den russiske præsident Vladimir Putin blev valgt til endnu en præsidentperiode på seks år.

Allerede nu har den tidligere russiske præsident og premierminister Dmitrij Medvedev på Telegram skrevet, at hvis Ukraine står bag angrebet, så skal 'angribere og bagmænd findes og hensynsløst elimineres som terrorister - også de statslige embedsmænd'.

Russiske specialstyrker ankommer til spillestedet Crocus Hall i udkanten af Moskva.
Russiske specialstyrker ankommer til spillestedet Crocus Hall i udkanten af Moskva. Foto: Moscow News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ukraine afviser at have noget med terrorangrebet at gøre. På sociale medier spekuleres der også i, at det kan være islamistisk terror som den, der ramte Rusland i start 00'erne. Islamisk Stat har endda taget ansvaret for angrebet, men det er endnu uvist, om terrorbevægelsen står bag.Terrorangrebet rammer midt i en højspændt sikkerhedspolitisk situation. 

»Lige nu er Rusland i krig, og vi kan ikke regne med, at vi nogensinde får sandheden at vide. Der er risiko for, at fortællingen vil blive tilpasset den sikkerhedspolitiske situation, Rusland står i,« siger Carsten Rasmussen.

Tidligere på måneden advarede det amerikanske udenrigsministerium landets statsborgere mod at tage til koncerter og andre større begivenheder i Rusland. 

En advarsel baseret på de efterretninger USA havde. Vladimir Putin afviste efterfølgende den amerikanske påstand som ‘direkte afpresning’.

Nu er de amerikanske advarsler blevet blodig alvor. I skrivende stund meldes der om mere end 40 mennesker dræbt. 

»Det særlige med Rusland er, at Vladimir Putin og magthaverne har monopol på den information, der kommer ud. Medierne er styret af staten. Det giver mulighed for at styre fortællingen om terrorangrebet på en måde, som ikke kan sig gøre i et demokratisk land,« siger Carsten Rasmussen.