For præcis et år siden valgte amerikanerne Donald Trump som præsident. BT var på valgroadtrip i dagene frem til valget. Her er historien om øjeblikket, da det stod klart for os, at Trump ville vinde.
Tirsdag morgen d. 8. November sidste år kørte fotograf Bax Lindhardt og jeg ud til stranden ved South Beach i Miami. Et mørkt skydække, der var på vej fra syd, virkede skræmmende symbolsk.
‘Jeg tror, Trump vinder’. ‘Det er jeg også bange for’. Sådan nogenlunde lød replikskiftet.
Hjemme i Danmark bragte BT - og alle andre medier - dagligt meningsundersøgelser, der forudså Hillarys sikre sejr. De fleste kommentarer var fulde af fortrøstning på Hillary Clintons vegne, selvom vi europæere med stigende skepsis havde set Trump først blive sit partis kandidat og senere stige støt i meningsmålingerne.
Som BTs udsendte havde vi kørt et roadtrip fra Memphis til Miami - så at sige gennem Trumps baghave i Sydstaterne. Fra aggressiv fattigdom i Mississippi, Arkansas og Alabama til lige så påtrængende rigdom i Florida.
Ikke én, men nærmere en række oplevelser og møder undervejs havde givet os en fornemmelse af, at Trump kunne vinde, i hvert fald den berømte svingstat Florida. Og dermed måske hele valget.
Først og fremmest det massive HAD til Hillary.
Undervejs havde vi ganske vist mødt mange demokrater og Hillary-supportere. Men det var påfaldende, at deres støtte i hovedtræk bundede i to forhold:
1 - Ideologi, en gang demokrat, altid demokrat.
2. Trump er FOR langt ude. Racist. Sexist. Fascist.
Meget få begrundede deres støtte som et kvalitativt tilvalg af Hillary.
Desuden mødte vi flere demokrater som krigsveteranen Stevens ved ved et veteranhospital i Birmingham, Alabama, der ganske enkelt hadede korrupte Hillary og resten af Clinton-familien for meget til at stemme på hende.
Der var massiv støtte til Trump blandt alle republikanere, selvom mange havde det svært med hans form. Især i den nordlige del af sydstaterne, hvor man stadig gerne ser sig selv som gentlemen og -kvinder, var der afsky over hans opførsel over for kvinder.
Men ellers: Fordi han kan drive en forretning. Fordi han vil bygge muren. Fordi han taler eliten imod. Fordi han vil beskytte amerikansk erhvervsliv.
Som en eksilcubaner ironisk sagde det i Miami: »Han vil jo bare føre samme protektionistiske politik som i jeres land«.
Fordi han vil stoppe Hillarys angreb på den fri adgang til våben.
Som den republikanske våbensælger John Parker fra Troy i Alabama sagde:
»Jeg stemmer altid republikansk, også i år. Men jeg indrømmer, at det er lykkedes pro Trump-medier at bilde nationen ind, at Hillary vil konfiskere alle våben. Det har hun aldrig sagt.«
To dage før valget var vi til vælgermøde med præsident Barack Obama i Orlando. Javel, det læner sig tæt op ad efterrationalisering på et års afstand - MEN: luften var fuld af negative vibrationer og pessimisme over stadionet ved byen på den amerikanske østkyst.
Under et voldsomt regnskyl talte jeg med en af de frivillige i Hillarys kampagne. Som han profetisk gjorde opmærksom på, kunne det meget vel være, at hun ville få flest stemmer, men tabe valget som helhed.
I stedet for at tage Trump alvorligt har hun troet sig sikker og begået fejl på fejl. Som at planlægge et valgmøde i det puertoricansk dominerede Orlando på en puertoricansk helligdag, hvor langt de fleste tager på udflugt. Vi har alligevel tabt cubanerne. De stemmer altid med pengepungen. Først og fremmest har hun talt for lidt og med de forkerte. Mente den frustrerede mand.
