Islamisk Stat opererer i Sinai, sammen med en række andre terrororganisationer. De har alle motiver til at begå terror mod et russisk passagerfly, og meget tyder på, at det lykkedes 31. oktober.

Da de hvide busser i luftenhavnen i Sharm el-Sheikh fragtede 217 russiske turister fra den idylliske udsigt ved panoramavinduerne i ventesalen til flyet ude på landingsbanen, var bomben ifølge den dominerende teori, allerede om bord. Det samme var flyets syv besætningsmedlemmer.

Udenfor blæste en let og tør ørkenbrise, og de 28 grader, turisterne sagde farvel til ved flyets indgang, er varemærket for turistparadiset på Sinais sydspids. Lunt efterår og en havtemperatur, der aldrig kommer under 18 grader. Det var den sidste dag i oktober 2015. Fly lettede og landede, mens tusinder af turister, fortrinsvis russere og europæere fortsatte med at gøre, hvad de har gjort i årtier. Dykke, solbade, snorkle og gå på de lokale restauranter i den del af Sinai, der aldrig for alvor har været ramt af terror.

Læs også: 6 indicier på bombe: Var det derfor, dødsflyet smadrede i luften?

Nøjagtig 23 minutter efter, at piloten havde klappet hjulene op og styret flyet op langs Rødehavskysten, drejet mod nordvest for at krydse Sinaihalvøen med retning mod Middelhavet, skete katastrofen i knap 8,5 kilometers højde. Fire minutter forinden havde piloten meldt »alt i orden« via sin radio. Kilder fra efterforskningen af flystyrtet beskriver den »usædvanlige støj«, der tilsyneladende kunne høres i det øjeblik, flyet både mistede fart og begyndte at styrte ned.

Siden flyet ramte jorden syd for byen Hasana har store dele af Mellemøsten i bogstavelig forstand været indhyllet i en af efterårets værste regionale sandstorme. Det samme gælder efterforskningen af det dramatiske flystyrt.

Modstridende udtalelser

Alle de involverede parter kommer med modstridende udtalelser, men efterhånden som dagene går, begynder der at tegne sig et klarere billede af, hvad der egentlig skete.

Islamisk Stats Sinai-afdeling, Wilayat Sina, har taget ansvar for at tvinge det russiske fly ned. Det gjorde organisationen få timer efter styrtet, og i en senere videooptagelse, offentliggjort fire dage efter flystyrtet, høres Islamisk Stats Sinai-leder, Abu Osama al-Masri, sige: »Vi bragte flyet ned, så dø i jeres raseri.«

Abu Osama al-Masri lover at offentliggøre beviser for, at Islamisk stat står bag, og minder om, at hændelsen fandt sted nøjagtig et år efter Sinai terrorgruppen Ansar Bet al-Maqdas svor troskab til Islamisk Stat og hermed fik lov til at operere under kalifatets vinger.

Læs også: Amerikansk efterretningskilde: IS plantede bombe på russisk fly

Islamisk Stat er ikke den eneste terrororganisation i Sinai. Al-Qaedas berygtede arabiske halvøs afdeling opererer både i Sinai, og i Yemen lige ovre på den anden side af Det Røde Hav. For nylig har et højt antal Kaukasus-jihadister sluttet sig til krigen i Syrien for at kæmpe mod den russiske offensiv. Al-Qaeda på den arabiske halvø er de seneste år blevet kendt for at hverve bombeeksperter og stå bag en række mislykkede angreb mod passagerfly. Derfor er det en flertydig sejr for Islamisk Stat, hvis terrororganisationen i Sinai står bag flydramaet. For det første har IS udført en operation som al-Qaeda forgæves har forsøgt at udføre i årevis. Men organisationen har også både ramt Egyptens turismeindustri hårdt og gjort alvor af sine trusler over for Rusland, der bomber Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Sikkerhedsansvarlige fyret

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, afviser, at der er tale om terror, og han siger, der kan gå meget lang tid, inden indholdet i flyets sorte bokse er analyseret færdig. Udtalelser, der antyder, at al-Sisi helst vil vente med de endelige konklusioner til resten af verden har glemt episoden. Alligevel sørgede han for, at den ansvarlige for sikkerheden i Sharm el-Sheikhs lufthavn blev fyret med øjeblikkelig varsel efter hændelsen. En manøvre, der indikerer, at noget gik galt 31. oktober hvad angår lufthavnens sikkerhed.

Læs også: Ekspert forudser brutalt svar på fly-bombe: IS har vækket den russiske bjørn

Foruden et skuddrab på en fransk turist har Sharm el-Sheikh ikke været ramt af den samme terror som de mere nordlige dele af Sinai-halvøen. Sharm el-Sheikh er bedre beskyttet af kontrolposter og ligger geografisk uden for det område, hvor terrororganisationerne typisk opererer. Men hyppige terrorangreb i de nordlige og centrale dele af Sinai mod soldater, politiofficerer og offentlige institutioner viser, at de islamistiske organisationer i Sinai har et bredt og meget effektivt netværk, der planlægger sine angreb nøje. I 2013 blev to turister, en norsk kvinde og en israelsk mand kidnappet ved Det Røde Hav og transporteret omkring 400 kilometer til el-Arish-området uden at det egyptiske politi var i stand til at finde gerningsmændene.

Beviser peger på terror

Hvis en bombe er blevet smuglet om bord på det russiske fly i Sharm el-Sheikh, betyder det, at sikkerheden i lufthavnen er lav, og at Islamisk Stat har fundet en vej gennem systemet. Enten via bestikkelse, ansatte der hjælper organisationen, eller ved at gennemtænke metoder, der ikke bliver opdaget i lufthavnens måske tilfældige og skødesløse sikkerhedstjek.

Turister fortæller om, hvordan den elektroniske gennemlysning af baggage ikke altid virker, og selv om det er strengt forbudt at medbringe mere end 100 milliliter væske, bliver den del af sikkehedsforanstaltningerne ikke overholdt. Under sit besøg i Storbritannien fik Egyptens officielle Sisi-version og præsidenten selv en lussing, da det britiske premierministerkontor meddelte om flystop til Sinai. En allieret med bedre kendskab til hvad der foregår i Sinai og resten af Egypten, havde lagt hårde beviser, der peger på et terrorangreb, på bordet. Og briterne reagerede omgående, selv om det ydmygede den egyptiske gæst. Sent torsdag aften genoptog briterne ifølge Reuters dog flyvningerne.

Imens er amerikanske og israelske sikkerhedskilder begyndt at udtale sig med større autoritet, tilsyneladende baseret på mere konkret viden om den terrormistanke, de har haft, siden passagerflyet pludselig dykkede ned i den egyptiske ørken med 224 personer om bord.