Danmark er yderst sårbart. Et simpelt angreb fra en fremmed magt kan få enorme konsekvenser for hele vores samfund.

Heldigvis har løsningen ligget klar i over et år. Men det går alt for langsomt med at få den udbredt, lyder frustrationen.

»Det er så vigtigt det her. Det er sårbar, kritisk infrastruktur, der er på spil.«

Sådan siger Ken Bonefeld, der er senior cybersikkerhedsrådgiver i Norlys.

Virksomheden når omkring en million danskere med el og internet samt en række andre services hver dag.

Her er man frustreret over, at Danmark endnu ikke har gjort en løsning tilgængelig, der kan være med til at sikre, at store dele af vores infrastruktur ikke rammes af GPS-jamming fra fremmede magter.

Gentagne gange alene de sidste måneder er Danmark og en række lande omkring den sydlige Østersø blevet ramt af GPS-jamming. I flere af tilfældene har Rusland været den mistænkte.

Men her er en løsning helt lige for.

Danmark har siden 2019 arbejdet på at indkøbe et atomur, som skal fungere som den såkaldte 'nationale tidsreference', der skal afløse GPS.

Og siden november 2022 har atomuret oppe at køre. Men de aktører, som kunne bruge atomuret til at øge vores alle sammens sikkerhed, har endnu ikke fået adgang til urets tid.

»Det er meget ærgerligt, at noget så elementært som at oprette og dele en national tidsreference skal tage så lang tid,« siger Ken Bonefeld.

»Mig bekendt blev det besluttet allerede i 2019. Jeg er med på, at man skal undersøge sagen, og der måske skal nogle jurister ind over. Men det er noget, vi virkelig har behov for, specielt med de krav til præcis tid og synkroniseringer, som moderne systemer kræver. Så at det skal tage så lang tid, det er træls,« siger Ken Bonefeld, der understreger, at han siger det er på 'godt jysk'.

Sådan så det ud, da store dele af den sydlige Østersø blev ramt af GPS-jamming 15. marts 2024.
Sådan så det ud, da store dele af den sydlige Østersø blev ramt af GPS-jamming 15. marts 2024. Foto: GPSJAM
Vis mere

En af årsagerne til, at det tilbage i 2019 blev vedtaget at indkøbe et atomur og oprette en 'national tidsreference' var netop frygten for, hvad eksempelvis et stort jamming-angreb kunne resultere i.

Kreditkorthandel, aktiehandel, mobilnettet og navigation kræver alle adgang til yderst specifik tid.

Det kan man få via de GPS-satellitter, som svæver rundt over jorden. Men de signaler er både sårbare over for jamming og mulige solstorme. Så systemet er sårbart.

Det er et atomur ikke på samme måde. Og derfor mener Ken Bonefeld, at det burde være ganske lige til at give eksempelvis Norlys adgang til tiden fra det indkøbte atomur, der står hos Danmarks Nationale Metrologiinstitut.

Her er man også klar til at dele tiden med andre aktører, men man afventer en rapport fra Center for Cybersikkerhed (CFCS), en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, har instituttet tidligere forklaret til B.T.

»Vi afventer nu en rapport fra Center for Cybersikkerhed, der skal slå fast, i hvilket omfang der er behov for distribution til andre aktører – herunder private,« sagde direktør Michael Kjær.

Det frustrerer dog Ken Bonefeld, at atomuret har været oppe at køre i mere end et år, uden hans og andre virksomheder har fået adgang.

»Men behøver ikke meget mere end en uges research for at finde ud af, at vi har et behov for en national tidsreference. Havde det været i det private erhvervsliv, så var der nok ikke gået meget mere end en måned, så havde man fået anskaffet det og fået det op at køre,« siger han og tilføjer:

»Så jeg håber, det går hurtigt med rapporten fra Center for Cybersikkerhed, så de næste skridt til at vi får adgang til en løsning, der allerede eksisterer, kan tages uden unødig forsinkelse.«

B.T. har bedt Center for Cybersikkerhed om en kommentar til kritikken. Her kan man ikke love andet, end at rapporten er på vej og kommer i år.

Det forklares nærmere, at CFCS er i fuld gang med et initiativ med navnet 'Alternativ til satellitbaseret tidsstyring'.

»Af initiativet følger, at der skal udarbejdes en tværsektoriel analyse af behovet for etablering af et eller flere tidsstyringssystemer som alternativ til det eksisterende satellitbaserede tidsstyringssystem,« skriver Center for Cybersikkerhed i en udtalelse til B.T.

»Formålet er at skabe rammerne for etablering af en robust og præcis tidsstyring, som mange nuværende og kommende teknologier i Danmark er afhængige af,« lyder det videre i udtalelsen.

Fra Ken Bonefeld og Norlys' er tålmodigheden væk.

»Det her problem kan og bør løses centralt fra Statens side, så vi ikke alle skal til at have vores eget atomur i hver virksomhed. Det er ikke teknisk kompliceret. Det er ikke farligt. Der sidder ikke nogle kinesere eller russere og kan stjæle det. Tiden er der ikke et sikkerhedsaspekt i.«