NATOs udmelding om Gadaffi som et legitimt mål, kan skabe modstand i den arabiske verden.

- Jeg forstår ikke, at NATO åbenlyst går ud og fortolker FNs mandat for krigen i Libyen på den måde. Set ud fra et politisk-legitimitetsmæssig synspunkt er det hul i hovedet.

Sådan kommenterer Peter Viggo Jakobsen, lektor i international politik på Københavns Universitet, NATOs udmelding om krigen i Libyen.

En talsmand for NATO sagde i går til den amerikanske tv-station CNN, at Libyens leder Gadaffi i henhold til FNs resolution 1973 er et legitimt mål for NATOs styrker. Han ville dog ikke udtale sig om, hvor vidt Nato direkte går efter den libyske diktators hoved, men han sagde ifølge Ritzau:

- FN-resolutionen omfatter også Gadaffi, fordi han som chef for militæret er en del af kontrol- og kommandostrukturen, og derfor er han et legitimt mål.

Læs også: Gaddafi: Jeg bliver - død eller levende

Peter Viggo Jakobsen siger, at det er veldokumenteret, at man også i Den første Golfkrig forsøgte at ramme Iraks præsident Saddam Hussein ved at bombe hans paladser, men man sagde det ikke højt. Heller ikke da NATO bombede det tidligere Jugoslavien i 1999, sagde man eksplicit, at man gik efter at slå den serbiske præsident Milosevic ihjel.

- Selvfølgelig har man prøvet at slå disse ledere ihjel ud fra den ide, at så kunne være, at deres regimer brød sammen - det amerikanske flyvevåben opererede en overgang med den teori, men man sagde det ikke direkte. Mig bekendt er det første gang efter Anden Verdenskrig, at man går ud og direkte siger, at man går efter et statsoverhoved, siger Peter Viggo Jakobsen.

Han mener, at Natos tolkning af FNs mandat kan true opbakningen bag krigen i Libyen. Han tør ikke vurdere de juridiske aspekter i NATOs fortolkning af FN-resolutionen, men siger, at det formentlig vil være legitimt, at ramme Gadaffi, hvis han opholder sig på en militær kommandocentral.

Læs også: Gaddafis soldater amok i viagra-rus

- Uanset om man kan forsvare denne tolkning juridisk eller ej, så er det, som er afgørende i sidste instans, hvordan andre vurderer denne tolkning. Det vigtige er nu, om NATO mister opbakning til indsatsen i Libyen fra den arabiske verden, Den afrikanske Union, Rusland og Kina. Hvis det bliver tilfældet, så har NATO skudt sig selv i foden. Vi ser en positiv udvikling, hvor Kina og Rusland tager skridt til at nærme sig oprørerne i Libyen, og at Den afrikanske Union begynder at slå hånden af Gadaffi. Så er det torskedumt at komme med en udmelding, som kan give Gadaffi-fløjen og folk som er imod Nato vind i sejlene, siger Peter Viggo Jakobsen.

Det arabiske nyhedssite al-Jazeera´skriver, at NATO i nat bombede mindst tre mål i Libyens hovedstad Tripoli, og at bomberne blev kastet i retning af militære mål og Gadaffis formodede opholdssted