De danske piloter i luften over Irak har en klar opgave. De skal slå flest mulige IS-krigere ihjel uden at ramme civile. Indtil nu går det godt med begge dele.
Vi er oppe imod ondskaben selv. Sådan beskriver chefen for det danske F16-detachement i Kuwait, oberst Lars Smedegaard Kjøller, pilotnavn MAR, den opgave, som han sammen med otte piloter og 75 flymekanikere og andre teknikere udfører i krigen mod terrororganisationen Islamisk Stat, IS. Det skriver Berlingske.
De i alt 84 danskere er tredje hold fra Flyvevåbnet, der støtter den irakiske hær og de kurdiske peshmerga-soldater i kampen mod de hidtil sejrrige og velbevæbnede krigere fra terrororganisationen, der har indtaget store dele af det nordlige Irak og Syrien. Operationerne har – bortset fra enkelte summariske oplysninger om bombninger – været mørkelagt. Dels fordi den kuwaitiske regering ikke tillader pressebesøg på Ahmed Al Jaber-basen, dels fordi de danske piloter i modsætning til tidligere ikke ønsker at stå frem i medierne.
Berlingske har via et videolink til basen i Kuwait haft mulighed for at interviewe Lars Kjøller samt en af Flyvevåbnets mest erfarne piloter. Piloten ønsker som de øvrige piloter at forblive anonym. Ikke fordi der er konstateret en øget trussel mod piloterne eller deres pårørende, men fordi anonymitet fritager dem – eller i hvert fald begrænser risikoen for – at deres familie udsættes for angreb i Danmark.
»Vi har en rigtigt stor gruppe piloter, som har været anonyme hele vejen igennem. Og så har vi en lidt mindre gruppe, som har været meget synlige. Men det er ikke nogen hemmelighed, at det, vi er oppe imod, og som vi bekæmper, det er decideret ondskab. Især piloterne ser sig som en slags specialoperationsstyrker, der fremadrettet måske vil være mere lukkede om det, de laver. Det kommer til at vare nogle år, inden dette ændrer sig, tror jeg,« siger Lars Kjøller.
Piloten, som altså taler under dække af anonymitet, forklarer:
»Der er ikke nogen grund til at stå frem med ansigt. Det gavner ikke vores sag eller Flyvevåbnet voldsomt meget. De informationer, vi kan give, kan sagtens komme ud ad andre kanaler, for folk ved jo godt, hvordan vi opererer. På Sigonella (italiensk luftbase på Sicilien, der var base for de danske fly under Libyen-missionen, red.) havde værterne ikke noget imod pressebesøg. Det er lidt anderledes på denne mission, og det gør det også vanskeligere. Men vores mission updates (pressemeddelelser om gennemførte missioner, red.) ligger meget tæt op ad Libyen – eneste forskel er, at den nære kontakt til piloterne ikke er til stede.«
Er der trusler, offentligheden ikke kender til, når I eller eksempelvis almindelige hærsoldater kun optræder som »løjtnant Peter« uden efternavn. Er der en trussel, eller er det hysteri?
»Vi kan jo ikke rigtigt svare på det spørgsmål, før skaden er sket. Der er bare ikke nogen, der ønsker at løbe den risiko,« siger den danske F16-pilot og uddyber:
»Man behøver ikke regnestok for at kunne se, hvad der er sket i Paris og København eller London, hvor en soldat fik hovedet hugget af. Så selvfølgelig er det en anden type mennesker, vi er oppe imod. Vi skal ikke bøje nakken i vores eget land, men situationen er anderledes. Jeg vil ikke male et billede af, at vi gemmer os og er bange, for det er ikke tilfældet.«
I Irak og Syrien er der ekstremt gode grunde til at være bange, hvis man, som det skete for en jordansk pilot, må forlade sit fly via katapultsæde over IS-domineret område. Piloten blev angiveligt brændt levende, og henrettelsen har naturligvis været samtaleemne blandt folkene på basen i Kuwait. Men de stoler på, at flyene ikke går i stå over fjendeland, og at det amerikanske beredskab, der døgnet rundt er klar til at hente nedstyrtede piloter hjem med ultrakort varsel, fungerer.
Piloten: »Vi er godt klar over, at ryger man ned dér, så kommer man sandsynligvis ikke ud i live. Så det er bedst at planlægge på, at der er hjælp på vej. Her er vi rigtigt glade for vores amerikanske venner, for der er ingen tvivl om, at de lægger sig hårdt i selen for at lave et så godt beredskab som overhovedet muligt for at hente os ud.«
»Hver eneste gang, vi skal flyve, bruger vi en halv time på at gennemgå procedurerne for isoleret personel på jorden. Sker der noget med dit fly, mens du er her, peger du næsen dén vej, og er du her, så skal du dén vej. Ligger vi oppe nordpå, forsøger vi at komme ind til Tyrkiet og ellers nord for bjergene, så er kurderne dér. Det kan jeg garantere for, at det har vi helt styr på,« siger piloten med henvisning til den kendsgerning, at ethvert fly, der får motorstop, kan svæve en betydelig distance, inden det bliver nødvendigt at forlade flyet.
»Vi gennemgår, hvordan vi skal gemme os, hvordan vi bruger radioen, hvad kodeordene er, hvilke tidspunkter og hvilke signalmidler vi skal bruge. Selv om det er repeteret rigtigt mange gange, holder vi os opdateret. Skulle jeg komme i den uheldige situation, så er jeg i stand til at gemme mig, indtil nogen af the good guys henter mig ud. Man går efter at blive hentet ud så hurtigt som muligt, og ikke at have kontakt med nogen på jorden – heller ikke venligtsindede. Plan A er, at vi bliver hentet af the good guys kort efter, at vi står på jorden. I øvrigt vil alle andre i luften gøre alt, hvad de kan, for at beskytte ham, der står på jorden.«
Piloternes tillid til de kolleger, der har ansvaret for at vedligeholde flyene, er stor, forklarer den danske F16-pilot:
»Risikoen for, at et fly går i stykker, anser vi for meget lille. Selv om vi har nogle gamle fly, bliver de rigtigt godt vedligeholdt, og vi har meget stor tillid til vores mekanikere.«
Dette er både oberst Lars Kjøller og kollegaen, oberst Anders Rex, pilotnavn ERA, der deltager i samtalen fra København, enige i.
»Vi har teknikere, der har været med til at passe flyene hele vejen – de kan nærmest ved håndspålæggelse mærke, om der er noget galt med et fly,« forklarer Anders Rex, der som de øvrige har mange timers erfaring med skarpe missioner.
Uanset træning og beredskab har den grusomme henrettelse af den jordanske pilot gjort indtryk. Og det er tilladt blandt danskerne at tale om frygt.
»Jeg har oplevet en større åbenhed om de her ting fra Libyen til i dag. Vi har arbejdet meget med at lære at tale om tingene, og det er lykkedes meget godt. Der er større åbenhed,« siger Lars Kjøller.
Risikoen for at fejlbombe og ramme civile under bombetogterne fylder også. Og uanset, om danskerne flyver af sted mod mål, der er udpeget og planlagt i forvejen, eller får til opgave at være klar til at angribe et pludseligt opstået mål med kort varsel, er der altid en risiko for utilsigtede skader.
»Vi har en meget rigid proces for at sikre, at målene er legitime,« siger Anders Rex, der i en periode sad som dansk repræsentant og red card holder ved koalitionens hovedkvarter i Doha i Qatar. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en mission ligger inden for rammerne af, hvad danske fly må bruges til, er det red card-holderens opgave at sige fra. Og det røde kort har faktisk blafret nogle gange siden de danske fly begyndte at operere i oktober.
»Der var et eksempel, hvor man ville angribe et mål klokken ni om aftenen. Det lå ret tæt på nogle boligområder, og derfor ville vi ikke kaste. For hvad laver man klokken ni om aftenen i Mellemøsten? Der er man out and about,« forklarer Anders Rex.
Til dato har samtlige bomber, kastet af danske fly, fungeret og ramt, som de skulle. Hverken Anders Rex eller de to øvrige er bekendt med, at de danske angreb har forvoldt civile tab.
Danskerne har typisk to gange to fly i luften hver dag, inden for et 12 timers vindue. En mission er typisk på otte timer – seks timer i luften og to timer til start og afslutning.
Nogle dage er fridage med tid til ekstra vedligehold. Hver fredag tilbyder feltpræsten et foredrag, og om søndagen er der gudstjeneste.
Arbejdet fylder næsten det hele – hvad der er tilovers, kan man bruge på at træne eller sove. Indkvarteringen sker i telte eller gamle containere, og pladsen en trang.
Ud over danskerne er der amerikanske marineinfanterister, amerikansk Air Force, canadiere, kuwaitere og italienere. Der er rygter om, at flere tropper er på vej, og at flere telte skal sættes op på basen, der nu rummer omkring 3.500 soldater.
Lige nu er temperaturen om dagen godt 20 grader, mens det er ganske køligt om natten. Til sommer vil dagtemperaturen kunne fordobles, og så bliver det helt nødvendigt at opbygge telte, der kan give skygge til flyene.
Er missionen blevet til rutine nu?
»Det bliver aldrig nogensinde rutine at slå folk ihjel,« forklarer piloten:
»Operationerne finder et naturligt leje, men rutine bliver det aldrig. Den respekt for opgaverne bibeholder vi.«
