Den danske læge Cheme Andersen var i 2012 udsendt for Læger uden Grænser til det borgerkrigshærgede Syrien. Han blev smuglet ind i landet og sammen med andre læger måtte han oprette en base i en klippehule, hvor tilskadekommende kunne blive opereret, fortæller han til tv2.dk.

Til daglig arbejder den 36-årige danske læge Cheme Andersen på Bispebjerg Hospital. Meget af hans tid går også med arbejde i nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser, som han i dag er formand for. Før det var han dog udsendt til flere af verdens absolutte udkantspunkter. Efter at have været i både Etiopien og Afghanistan var turen kommet til Syrien i 2012.

Landet var dengang – som i dag – hærget af borgkrig. Derfor skulle den danske læge være med til at oprette et hospital, hvor syge og tilskadekommende i krigen kunne få behandling.

Læs også:

»Det var farligt at komme ind i landet, for man kunne blive overfaldet eller holdt tilbage, men opgaven lød på, at jeg sammen med en logistiker skulle oprette den her operationsstue til livstruede patienter, der skulle opereres akut. Det område, vi befandt os i, lå mellem nogle små spredte landsbyer, og der faldt ofte bomber, så det mest sikre sted for os at være, var i den her klippehule, hvor vi oprettede vores base og opererede folk,« forklarer Cheme Andersen, til tv2.dk.

Cheme Andersen er uddannet anæstesilæge (der står for bedøvelsen -red.) og stod derfor ikke selv for nogen af de operationer, der foregik i klippehulen. Hans opgave var i stedet at få etableret hospitalet og finde egnet personale. En opgave, der ikke var let, da mange læger allerede var flygtet fra landet. Samtidig var det et hårdt pres at arbejde, mens der konstant lød eksplosioner, og flere gange overvejede den danske læge om det var risikoen værd.

Lysten til at hjælpe folk i nød fik dog Cheme Andersen til at fortsætte arbejdet i de to uger, han befandt sig i Syrien. En oplevese, der i dag har fået ham til at sætte tingene i perspektiv og indset, hvor godt et liv han selv har i Danmark, sammenlignet med store dele af det syriske folk.