Uenigheder mellem ejer og chefkok betyder, at den danske Michelin-restaurant Luksus i New York, trods stor succes, er lukket

Det skriver Jyllands Posten.

Den succesrige danske restaurant Luksus, beliggende i New York-bydelen Brooklyn, lukkede i slutningen af 2016. Det anerkendte spisested blev blandt andet kendt som både den første, men også eneste Michelin-restaurant i verden, hvor der udelukkende blev serveret øl til maden.

Spisestedet åbnede tilbage i 2013 i et baglokale til ølbaren Tørst, der ligeledes har dansk islæt. Det er den danske ølbrygger Jeppe Jarnit-Bjergsø, der står bag både ølbaren og den nu lukkede restaurant.

I køkkenet på den nu hedengangne restaurant Luksus stod den tidligere Noma-kok Daniel Burns, og det skulle angiveligt være uenigheder mellem ham og ejer Jeppe Jarnit-Bjergsø, der nu har ført til, at restauranten med det nordiske køkken er lukket.

»Det er trist, men jeg tænker på alt det gode, der nu kan ske,« siger Daniel Burns til det amerikanske madmagasin Grub Street om lukningen.

Ølbaren Tørst fortsætter dog ufortrødent og udvider ifølge Grub Street til det nu ledige baglokale.

Lukningen sker, alt imens en anden dansker går fra den ene succes til den anden i den amerikanske storby. Kokken og forretningsmanden Claus Meyer har i øjeblikket gang i et spirende mad-eventyr på den anden side af atlanten. Hans restaurant 'Agern', som åbnede i den historiske Grand Central Terminal på Manhattan i New York, har høstet store roser i diverse amerikanske medier og fik sidste år tildelt en Michelin-stjerne.

I begyndelsen af 2017 forventes det desuden, at Claus Meyer slår dørene op til endnu et nordisk inspireret spisested, nemlig restaurant 'Norman', som opkaldes efter adressen Norman Avenue i Brooklyn, New York, hvor restauranten skal ligge.