En omdiskuteret religiøs bevægelse fra Danmark påstår, de kan uddrive dæmoner ud af autister og helbrede de syge. I weekenden gik de på gaderne i spanske Barcelona for at udføre 'mirakler', hvilket medførte en del kritik.

Det skriver spanske The Local

Bevægelsen kalder sig for The Last Reformation (den sidste reformation, red.) og den danske grundlægger, Torben Søndergaard, mener, at han og de andre medlemmer kan jage dæmonerne ud af autister og syge. Han forklarer, hvordan han gjorde brug af sine påståede evner til at hjælpe en 9-årig autistisk pige i Australien:

»Hun var med sin mor, og vi bad allesammen, og hun blev befriet for sine dæmoner, og hun var glad, og moderen var glad,« siger han til The Local.

Men den religiøse gruppes handlinger falder ikke i god jord hos Fiona O'Leary, der er mor til to autistiske børn og talskvinde for Autistic Rights Together (en aktivistgruppe for autister, red.) Hun forklarer, at autisme ikke kan kureres, og advarer mod den religiøse gruppe.

»The Last Reformation er virkelig farlige. De indgyder frygt hos sårbare mennesker og autistiske børn ved at fortælle dem, at de er besat af dæmoner,« siger hun til The Local og fortsætter:

»Kirken er også nødt til kigge på det her, da disse sekter misbruger og lyver overfor sårbare folk i Guds navn.«

Torben Søndergaard mener dog ikke, man bør frygte den religiøse gruppe og finder dens handlinger harmløse.

»Det er ikke sådan, at vi fortæller folk, at vi kan kurere autisme. Sådan er det ikke. Som Jesus kunne uddrive vores dæmoner og helbrede mennesker, kan vi alle gøre det samme gennem bøn. Vi lærer bare folk, hvordan de skal bede, så de også kan helbrede de syge,« siger han til The Local.

The Last Reformation er meget aktive på de sociale medier, og siden grundlæggelsen i 2011 har bevægelsen fået medlemmer globalt gennem internettet. I en række videoer på Youtube ses bevægelsens 'mirakler' blive udført rundt omkring i verden. Herunder kan du se et eksempel.

Weekendens arrangement i Barcelona er ikke den eneste gang, gruppen går på gaden for at 'helbrede'. Et kig på The Last Reformations hjemmeside viser et hav af arrangementer de næste måneder i USA og i Europa - heriblandt i Aalborg den 22. juli. Om dæmonuddrivelsen kommer til at vække lige så meget kritik i Danmark som i Barcelona, må tiden vise.