To unge danskere har hjulpet folk ud af sammenstyrtede huse efter jordskælvet i Nepal. Det hele er chokerende, fortæller Emil Meinert Bøttcher.

NEPAL: 20-årige Emil Meinert Bøttcher og hans ven Anton Vestergaard arbejder på et børnehjem i Lubhu, 15 kilometer syd for Nepals hovedstad, Kathmandu.

De oplevede på egen krop det voldsomme jordskælv, målt til 7,9 på richterskalaen, der ramte området lørdag morgen dansk tid.

»Vi lå i sengen og mærkede pludseligt voldsomme rystelser,« fortæller Emil Bøttcher på en skrattende mobilforbindelse fra Nepal til bt.dk.

De to danskeres hus holdt til rystelserne. Men da de kom ud på gaden, kunne de konstatere, at en række nabohuse var styrtet sammen.

»Det første vi tænkte var bare at hjælpe, hvor vi kunne. Det kom helt instinktivt. Længere nede af vejen er huse brast fuldstændig sammen og fire mennesker lå begravet under murbrokkerne. Med vores og de lokales hjælp kom de alle fri af murbrokkerne uden skader,« fortæller Emil Bøttcher.

Han fortæller også, hvor surrealistisk det var at være vidne til jordskælvet på så tæt hold.

»Jeg har set mennesker blive båret ud fra nedstyrtede murbrokker, der er helt ude af den, og hvor man troede, de var døde. Stemningen er meget speciel og svær at forklare. Børn løber rundt i gaderne og smågriner, mens de voksne står og græder,« siger Emil Bøttcher, og sætter ord på, hvad han selv føler:

»Vi er fuldstændig ude af den. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Vi bliver meget påvirket af de lokale og selve synet af en by i ruiner. Det hele er chokerende,« fortæller danskeren til bt.dk.

Jo længere man kommer ind mod centrum af Lubhu, jo værre ser det ud. Her er bygninger i flere etager jævnet med jorden.

»Den centrale del af Lubhu er nærmest helt ødelagt, men vi bor i yderkanten af byen, hvor bygningerne ikke ligger så tæt,« siger det danske øjenvidne, der fortæller, at byen bliver rystet af jævnlige efterskælv.

Både Emil Meinert Bøttcher og Anton Vestergaard har været i kontakt med deres familier.