»Please come«

Sådan lød ordene, da Fahmy Almajid ringede til en australsk restaurantejer på Lesbos. Fahmy Almajid havde set et tv-indslag fra den græske ferieø, hvor flere hundrede flygtninge dagligt går i land efter at være flygtet fra deres krigsramte hjemlande.

Indslaget gjorde stort indtryk, og han fandt derfor frem til den australske restaurantejer, der koordinerer den frivillige hjælpeindsats på øen. Dagen efter var han ombord på et fly til Lesbos.

Læs også:

»Indslaget viste børn og ældre, der havde det forfærdeligt. Man skal hjælpe dem, tænkte jeg. Jeg sidder her i fredelige Danmark og har det godt med min familie, men man kan ikke sige, at det ikke rager mig. Det er faktisk umuligt«, siger Fahmy Almajid til BT.

Han er pensioneret journalist og integrationskonsulent, kommer oprindeligt selv fra Syrien og taler både arabisk og kurdisk, men har boet i Danmark i over 40 år. Derfor kender han til situationen i Syrien, hvor mange af flygtningene kommer fra.

Fahmy Almajid yder førstehjælp til en flygtning, der har slået foden.
Fahmy Almajid yder førstehjælp til en flygtning, der har slået foden. Foto: Fahmy Almajid
Vis mere

I to uger fra tidlig morgen til sen aften hjælp han og mange lokale de flygtninge, der kom til byen Molivos på Lesbos. De sørgede for mad, vand og tøj, når en båd med flygtninge lagde til land.

»De var sjaskvåde, børnene græd, og de manglede sko og tøj. Jeg kunne snakke med dem og få dem til at falde til ro. Jeg gav dem noget at spise og drikke. De, der ikke havde sko, fandt jeg en sko til, og de, der ikke havde tøj, fik tøj«, siger Fahmy Almajid.

Læs også:

Gruppen af frivillge blev kontaktet af lokale og turister hver gang en ny båd med flygtninge kom til syne på havet. I gennemsnit 250 mennesker hver dag, vurderer han. Og taknemmeligheden var ikke til at tage fejl af.

»Da jeg fortalte dem, at jeg var kommet hele vejen fra Danmark, blev de enormt glade, men kunne simpelthen ikke forstå det. De spurgte mig igen og igen, hvem der betalte mit ophold, og om jeg ikke havde en familie. De kunne slet ikke forstå, at jeg ville forlade min familie for at hjælpe dem. De var ubeskriveligt taknemmelige og glade«, siger Fahmy Almajid.

Den store taknemlighed blev udmøntet i knus og håndtryk. Derfor er Fahmy Almajid netop kommet fra lægen, hvor han skulle tjekkes for sygdomme, da BT taler med ham.

Efter at være kommet i land skal flygtningene videre for at blive registreret i Grækenland. 70 kilometer på gåben. Flygtningene kan ikke tage bussen, taxaer eller køre med private, før de er registreret. Inden da er de nemlig illegale, og hvis man transporterer dem, vil man blive betragtet som menneskesmuler.

2000 kasketter har Fahmy Almajid købt, så alle flygtningene kan få skygge i ansigtet, når de skal gå 70 kilometer til lejren, hvor de skal registreres.
2000 kasketter har Fahmy Almajid købt, så alle flygtningene kan få skygge i ansigtet, når de skal gå 70 kilometer til lejren, hvor de skal registreres. Foto: Fahmy Almajid
Vis mere

»Det var forfærdeligt, når jeg skulle sige farvel til dem. Jeg stod og kiggede mod deres ryg, mens de begyndte at gå de 70 kilometer til lejren. Jeg ønskede sådan, at jeg kunne gøre mere«, siger Fahmy Almajid, der havde kopieret et kort, som han gav dem med på vejen sammen med en kasket for at skærme mod varmen.

Ifølge Fahmy Almajid er lejren, hvor flygtningene skal registreres, et »af de mest forfærdelige stedet på kloden«.

»Den er så beskidt. Der er ingen mad, der stinker, og der er kun to toiletter til over 2000 mennesker. Man skal også selv købe sit eget telt,« siger han.

Læs også:

Lesbos, der normalt er kendt for ferieidyl og ikke for en kaotisk flygtningesituation, er i øjeblikket besøgt af mange turister. Og de var guld værd, fortæller Fahmy Almajid:

»De kom hele tiden og spurgte, om de kunne hjælpe med noget. De var virkelig fantastiske. Nogle kom på deres sidste dag og afleverede kufferten. Vi fik det hele, og de tog hjem uden kuffert eller noget som helst«

Efter Fahmy Almajid er kommet tilbage til Danmark, er han gået i gang med at finde nye frivillige, der kan hjælpe i byen Molivos på Lesbos.