En ny undersøgelse har udpeget de værste og farligste lande i verden at være kvinde. Landene er plaget af voldtægter, fattigdom og høj mødredødelighed.

Nummer et på listen over de fem farligste lande er Afghanistan, viser undersøgelsen, der er lavet af Thomson Reuter Foundation, som spurgte 213 eksperter på området for at få et overblik, skriver TrustLaw.

De fire efterfølgende farligste lande er Republikken Congo, Pakistan, Indien og Somalia.

Afghanistan løber med førstepladsen på grund af hyppig vold mod kvinder, et elendigt sundhedssystem, der er skyld i høj mødredødelighed og voldsom fattigdom, der er endnu værre for kvinderne, der ingen økonomiske rettigheder har.

Og det er ikke det eneste, siger Antonella Notari til TrustLaw. Hun er leder af gruppen Women Change Makers, der kæmper for kvinderettigheder verden over.

Se også: Kvinde stenet til døde på tv

- Den nuværende konflikt i landet, NATO luftangreb og kulturelle traditioner gør landet til et meget farligt sted for kvinder. På samme tid bliver kvinder, der prøver at blive hørt offentligt eller prøver at få et mandsdomineret job, ofte intimideret eller slået ihjel, siger hun.

Republikken Congo kommer ind på en andenplads på grund af et helt hysterisk højt antal årlige voldtægter i landet.

Mere end 400.000 kvinder bliver voldtaget hvert år, hvilket har fået FN til at kalde landet for voldtægternes hovedstad, skriver TrustLaw.

- Voldtægt bliver brugt som et våben i Congo. Kvinderne bliver også rekrutteret som soldater og sexslaver. Regeringen er korrupt, og der er ingen fokus på kvindernes rettigheder, siger Clementina Cantoni, der arbejder med nødhjælp i landet for Europa Kommissionens humanitære nødhjælps afdeling, skriver TrustLaw.

Se også: Skal piskes før hun stenes til døde

Landets militærgrupper voldtager angiveligt kvinder i alle aldre. Tre-årige såvel som ældre kvinder. Kvinderne bliver gruppevoldtaget, krænket med knive og får affyret dræbende geværskud direkte op i underlivet.

Pakistan ligger på en tredjeplads af kulturelle og religiøse årsager. Ofte er landets traditioner, ritualer og skikke skadelige for kvinders almene velfærd.

- Pakistan har nogle af de højeste forekomster af æresdrab og tvangsægteskaber for helt unge piger, siger Divya Bajpai, der er sundhedsrådgiver ved den Internationale HIV/AIDS alliance til TrustLaw.

Kvinder bliver ofte udsat for vansirende syreangreb og kan blive straffet med stening og anden fysisk afstraffelse, siger hun.

Ifølge Pakistans Menneskerettigheds Kommision bliver 1.000 kvinder årligt æresdræbt i Pakistan.

Indien har fået en fjerdeplads på grund af foster- og barnemord samt en omfangsrig menneskehandel i landet.

I 2009 anslog den daværende indenrigsminister, Madhukar Gupta, at 100 millioner mennesker blev solgt eller på anden måde indgik i menneskehandel. Det var hovedsageligt kvinder og små piger.

- Menneskehandel er meget almindeligt i Indien og meget indbringende. Derfor er det ikke noget, som regeringen eller politiet gør noget ved, siger Cristi Hegranes, der står bag Global Press Institute, som træner kvinder i udviklingslande til at blive journalister.

Indiens Centrale Bureau anslår, at Indien har tre millioner prostituerede, hvor 40 procent af dem er børn.

På grund af foster- og barnemord, hvor ufødte eller nyfødte pigebørn skaffes af vejen, har op til 50 millioner børn i det seneste årti aldrig fået chancen for et liv, ifølge FNs Befolkningsfond.

Somalia får en femteplads. Placeringen skyldes hovedsageligt høj mødredødelighed, voldtægter og skamfering af kvinders kønsorganer.

På samme tid har kvinder meget begrænset adgang til uddannelse, sundhedssystemet og økonomiske midler.

- Det farligste, en kvinde kan gøre i Somalia, er at blive gravid. Når hun bliver gravid, er hendes liv 50-50, for der er ingen fødselsforberedelse overhovedet. Der er ingen hospitaler, intet sundhedssytem - intet som helst, siger Maryan Qasim, der er kvindernes minister i Somalia, til TrustLaw.

- Til det kan du tilføje voldtægterne, der sker dagligt. Du kan tilføje skamferingen af kvindernes underliv, som alle kvinder i Somalia udsættes for. Du kan tilføje hungersnød og tørke. Og så er der kampene, der udkæmpes hver dag. Du kan dø hvornår som helst, siger hun.