Irakisk-kurdiske peshmerga-krigere er nået til Kobane, hvor de skal hjælpe de syriske kurdere i kampen mod Islamisk Stat.

TYRKIET: De første irakisk-kurdiske peshmerga-krigere er torsdag nået til den syriske grænseby Kobane for at tilslutte sig kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS). Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge den britisk-baserede gruppe er ti krigere nået ind i byen, mens flere forventes at følge efter »inden for få timer«.

Saleh Moslem, lederen af det syrisk-kurdiske Democratic Union Party (PYD), hvis medlemmer udgør rygraden i forsvaret af Kobane, har tidligere sagt, at man forventer, at omkring 150 peshmerga-krigere vil tilslutte sig kampene i Kobane.

Imens siger lederen af de irakiske kurdere, Massoud Barzani, at de er parate til at sende endnu flere styrker til Kobane, hvis det efterspørges.

Det er godt en uge siden, at den tyrkiske regering gav tilladelse til, at de irakisk-kurdiske peshmerga-styrker måtte krydse grænsen til Kobane for at tilslutte sig kampen mod Islamisk Stat.

Tyrkiet har ellers nægtet at åbne sin grænse for forstærkninger og afvist at komme kurderne i Kobane til undsætning, selv om byen blot ligger et par kilometer fra grænsen. Tyrkiet frygter nemlig, at en grænseåbning vil opblusse stemningen blandt landets egne kurdere, der siden 1984 har ført væbnet kamp for at få indført et selvstyreområde i Tyrkiet.

Kampen om Kobane har stået på siden midten af september, hvor Islamisk Stat indledte et angreb mod byen. De fleste af byens 200.000 indbyggere er flygtet.

USA og en koalition af lande - heriblandt Danmark - har indledt luftangreb mod IS i Syrien og Irak.