De græske bankkunder må væbne sig med tålmodighed, hvis de vil have fat i de kontanter, som de har deponeret i bankbokse. For så længe de nuværende kapital-restriktioner er i kraft, får de ikke adgang til pengene.

Det fastslog den græske vice-finansminister Nadia Valavani på tv søndag aften, efter de foreløbige resultater af søndagens folkeafstemning tydede på et massivt nej fra befolkningen til kreditorernes krav om reformer.

Den græske regering indførte restriktionerne på kapitalbevægelser sidste mandag, da folkeafstemningen var blevet udskrevet og EU afviste at øge den nødhjælp, som den seneste tid har sørget for, at de græske banker havde kontanter nok.

Græske borgere kan med de nuværende restriktioner kun hæve 60 euro om dagen og ifølge vicefinansministeren er regeringen og bankerne blevet enige om, at folks private bankbokse ikke kan åbnes i den nuværende situation.