Der skal gøres endnu mere for denne verdens elite, og det bliver der gjort. For der er penge i det.
En af de mest populære reklamer i øjeblikket i amerikansk TV er en om et arabisk luftfartsselskabs luksus. Den amerikanske skuespiller Jennifer Aniston spiller hovedrollen i reklamen som passageren, der ankommer frisk i morgenkåbe og med et håndklæde om halsen og en toilettaske i hånden til stewardessernes område i flyet og spørger efter brusebadet.
»Vi har da ikke et brusebad,« siger purseren og kigger på sine medarbejdere med det blik, der siger, at vi har vist en skør passager. »Inget brusebad?« spørger Jennifer Aniston med det mest måbende ansigt, hun kan mønstre. »Nej, det har vi da bestemt ikke. Det her er et fly,« siger purseren, hvorefter man ser, at det hele snurrer rundt for den amerikanske skuespiller, og hun falder bagover og vågner i en lækker seng i et andet fly, går i brusebad og derefter ud i en kæmpe bar, hvor hun siger til bartenderen. »Jeg havde det mest forfærdelige mareridt. Der var inget brusebad om bord«.
Nu er det selvfølgelig en reklame, der skal vise, at der er nogle flyselskaber, der tager passagererne – især dem med mange penge – mere alvorligt, end bare det at de flyver på Business Class. Det er nemlig med de mange rabatordninger ved at udvikle sig til en regulær folkefornøjelse, hvis man skal tro reklamerne. For de virkelig rige stiller nogle andre krav, og det er der nogle, der har fået øjnene op for, og som har etableret en særlig service for et klientel, der både har pengene og/eller er vigtigt nok til, at et selskab vil gøre ekstra meget ud af lige præcis dem.
The New York Times skriver i søndagsudgaven om det store norske krydstogtsselskab, Norwegian Cruise Line, at det forlængst har indført et særligt område for specielt vigtige personer totalt afskærmet selv fra de »normale« førsteklassepassagerer«. I de områder skal man være udvalgt for at komme ind. De har særlige kahytter med butlere, særlige restauranter og særlige swimmingpools, så de ikke skal mænge sig hverken med skibets »almindelige« passagerer og slet ikke med dem, der helt fejlagtigt tror, at de sejler på førsteklasse. Så de virkelig rige eller de betydningsfulde passagerer holdes pænt afskærmet fra alle andre.
Også i de store forlystelsesområder som Disney World er man begyndt at holde særlige seancer for folk, der kan eller vil betale for det ekstra, der betyder, at de ikke risikerer at møde naboen. Ikke bare med at springe køen over. Det kan alle betale sig fra med 80 dollar ekstra, som avisen skriver. Men at få sine egne shows eller komme ind i forlystelsesparkerne om aftenen, når alle andre er væk. Eller hvad med lufthavnene, hvor der flere steder i USA er bygget særlige områder for de superrige, således at de ikke skal blande sig med almindelige mennesker, der har fået et lounge-kort af deres bank eller deres forsikringsselskab og optager pladsen ved morgenmadsbuffeten eller ved baren i sådanne områder.
Titanic er tilbage, som The New York Times skriver. Med egne etager for de personer, som ikke gider første klasse mere, fordi alle og enhver nu har adgang til det. Og det er måske ikke så nyt endda, når The New York Times genopliver Titanics luksus. Det er måske i virkeligheden en gammel idé, som nu har fået vind i sejlene, fordi andelen af virkelig rige i verden stiger og stiger.
Den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders har måske en pointe i at skælde ud på de superrige – dem, han kalder for den rigeste ene procent, som ejer en stor del af verdens rigdomme. Alene i USA er antallet af dollarmillionærer steget med stor hast samtidig med, at den berømte middelklasse er blevet mere og mere fattig. Ifølge avisen er antallet af amerikanere, der har mere end en million dollar i frie midler, steget med en tredjedel, og velstanden for disse personer steg med 7,5 procent årligt fra 2010 til 2014, hvilket er otte gange mere end væksten for de personer, der havde under en million dollar i værdier.
Så pointen er – også ifølge Sanders – at de rige bliver mere og mere rige og forlanger mere og mere service, mens middelklassen skrumper og i heldigste fald har råd til en opgradering til Business Class på ferien med de mange rabatordninger, der efterhånden findes.
Men tilbage til de virkelig rige og de rigtig indflydelsesrige. Som ledelsen i et andet krydstogtsfirma, Royal Caribbean, siger til avisen, så har de valgt at ombygge de gamle skibe og købe nogle nye for at give plads til denne persontype. »Der har for længe været en accept af, at man er lige, når man forlod sin kahyt, uanset hvilken luksus man havde købt sig til. Nu er det accepteret, at de rige skal have en helt særlig status hele vejen igennem, også når de bestiller roomservice. De skal være helt afskærmet fra de andre passager,« siger direktøren Michael Bayley.
Det er, siger han, den amerikanske måde at gøre det på, og selskabet har totalt udsolgt. Det er ifølge ham accepteret, at der bare er folk her i verden, der er så specielle, at de er hævet over selv de højeste klasser. Og noget tyder på, at han har ret. For mens Sanders tordner mod de rige, så vinder den republikanske præsidentkandiat Donald Trump på at prale med sin umådelige rigdom.
»Jeg er så rig, at man ikke kan forestille sig det,« siger han og stiger om bord i sit eget private fly. Selvfølgelig. For man kan vel heller ikke forestille sig Trump flyve på almindelig første klasse noget sted i verden. Det er for folk som Sanders. Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske, når denne ekstra luksus udsættes for rabatordninger. Så må man opfinde et nyt koncept. En super-super-super førsteklasse.
