Det kan blive en svær uge, som Demokraterne går ind i med flere afsløringer i e-mail-affæren.

Det er Demokraternes værste mareridt. WikiLeaks siger, at de har mange flere e-mails, som er blevet hacket fra den demokratiske partiledelses computere i Washington, og at de snart vil blive offentliggjort.

De første, som blev lagt åbent ud dagen før det demokratiske konvent i sidste uge, sendte rystelser gennem partiet og betød, at formanden, Debbie Wasserman Schultz, måtte træde tilbage. De 20.000 mails viste nemlig, at enkelte fra partihovedkvarteret i strid med alle regler modarbejdede den ene af de to præsidentkandidater, Bernie Sanders. Det var demokraternes held, at Sanders selv lynhurtigt viste storsind og alligevel støttede sin modkandidat, Hillary Clinton, således at hun kunne blive kåret ved partiets konvent. Men så let behøver det ikke at gå næste gang.

Demokraterne er nervøse, efter at Wikileaks har fortalt, at de er i besiddelse af endnu flere mails fra Demokraterne. Hvad de indeholder, og hvordan det kan skade præsidentkampen de sidste måneder inden valget i november, står hen i det uvisse. Men Demokraterne er i fuld gang med at gennemgå alle mails for at forberede sig på, hvad der venter dem.

Ifølge The New York Times er præsident Barack Obamas stab også gået i tænkeboks, fordi præsidenten skal finde ud af, hvad man vil gøre ved det forhold, at det ser ud til, at den russiske efterretningstjeneste står bag hackingen. Selv om efterretningstjenester konstant hacker hinandens computere i et forsøg på at finde hemmeligheder, er det usædvanligt, at en fremmed nation i den grad går efter den ene part i en valgkamp. For Republikanernes computere kan selvfølgelig også hackes på samme måde som Demokraternes.

»Når vi finder ud af, hvem der står bag, vil der blive en diskussion på højeste niveau af, hvad der vil være det rigtige at gøre. Det er åbenlyst, at det er en meget alvorlig sag at blande sig i en amerikansk valgkamp,« sagde direktøren for den centrale efterretningstjeneste, John Brennan, ifølge The New York Times til en sikkerhedspolitisk konference i Aspen, Colorado.

Svær situation for Obama

Det, der bliver svært for den demokratiske præsident, bliver at reagere, uden at det ser ud til, at han misbruger sit præsidentembede til at beskytte den ene part i en valgkamp. Han er nødt til at gøre det på en måde, der ikke virker partipolitisk, selv om sagen i sig selv burde afstedkomme protester også fra republikansk side.

Donald Trump har nægtet at fordømme russernes angivelige forsøg på at hacke sig ind på Demokraternes e-mails. Trump er blevet spurgt flere gange, men har hele tiden sagt, at han »ikke vil belære Putin« (Ruslands præsident) og kritisere Rusland for hackingen.

Trump er til gengæld blevet beskyldt fra demokratisk side for at forholde sig tavs for at beskytte egne interesser i Rusland, hvilket han benægter.