Før krigen var de naboer, kolleger og skolekammerater. Nu bor de på hver sin side af frontlinjen i Østukraine. Berlingske har besøgt de civile i ingenmandsland, der ser krigen fra begge sider.
Olga og Sergej går forrest gennem majsmarken. De vil vise os genboens hus. Det blev knust under nattens kampe for et par uger siden. En artillerigranat borede sig ind gennem gavlen og flåede det lille hjem fra hinanden.
»Vi hørte eksplosionen, men jeg vidste ikke, at det var så tæt på,« siger Sergej Bojkon.
Han bøjer majsplanterne til side, mens vi bevæger os fremad.
Frontlinjen er kun tre kilometer borte. Alligevel er det svært at forestille sig krigens ødelæggelse lige nu. Alt synes fredeligt her i den grønne forstad til den østukrainske by Avdijivka. Solsorten synger aftensang. Marker og haver bugner af korn og frugt. Der er bær overalt. Morbær, stikkelsbær, brombær og hindbær hænger tungt på deres ranker.
»Prøv dem her. De er modne,« siger Olga Jaro-sjenko med hånden fuld.
Olga Jarosjenko og Sergej Bojkon købte det lille hus på Kirov-gaden for fire år siden. Inden alting gik af lave. Det skulle være deres drømmehjem med stor have, to stuer og kælder. Sergej havde sit eget transportfirma i storbyen Donetsk. Olga arbejdede på rådhuset som jurist.
Men det var dengang. Det forsvandt altsammen med krigen.
I sommeren 2014 kom de prorussiske oprørsstyrker til byen. Få uger senere erobrede de ukrainske regeringsstyrker forstaden tilbage. Lige siden har parrets hus på Kirov-gaden ligget klemt inde mellem krigens parter, afskåret fra venner og familie på den anden side og midt i skudlinjen.
Nogle uger stilner kampene af. Men kun for en stund. De seneste tre måneder er konflikten igenblusset voldsomt op. Nu slår oprørsstyrkernes granater ned i kvarteret næsten hver eneste nat, fortæller 46-årige Sergej Bojkon.
Næsten hver morgen kan parret finde nye skader på huset fra granatsplinter. Langt de fleste af kvarterets beboere er flygtet. Der er kun en håndfuld familier tilbage i de over to hundrede huse på den engang så fredelige forstadsvej. Hvert tredje eller fjerde hus er intet andet end en ruinhob.
Parrets kælder, der var tiltænkt syltede agurker, æbler og kartofler, er nu et beskyttelsesrum.
»Alle skyder. DNR-folkene (prorussiske oprørere, red.) skyder. Ukrainerne skyder. Hver eneste aften begynder det igen,« siger Sergej, mens vi baner os vej ud af majsmarken og ud i det åbne land.
Vi har næsten nået nabohuset, da tre korte eksplosioner flænser gennem forstaden.
Olga dukker sig og kigger bagud.
Endnu en eksplosion.
Sergej tager hende i hånden, og de løber.
Det er en umættelig krig, der har haget sig fast i det østlige Ukraine. De store slag er for længst forbi. Hundredvis af soldater fra begge sider blev slagtet under blodige sammenstød ved Ilovajsk i 2014 og under vinterslaget i Debaltseve i begyndelsen af 2015. Begge gange erobrede de russiskstøttede oprørere en ny luns af Ukraine.
Nu ligger frontlinjen stille, og det har den gjort i et år. Officielt gælder en våbenhvile, og konfliktens parter hævder, at de har trukket de tunge våben 25 kilometer væk fra frontlinjen, sådan som fredsaftalen byder.
Men alligevel nægter krigen at give slip. Den fortsætter med forbitret kraft. Hver uge er der nye døde og sårede civile. I alt har op mod ti tusinde mistet livet i konflikten. Mere end to millioner er fordrevet fra deres hjem, nu to og et halvt år efter krigen brød ud.
Årsagen til flygtningestrømmen kan ses på sommerhimlen hver eneste aften. Når dagen går på hæld, begynder nattens ritual. Parterne giver los. Mortergranater, maskingeværssalver og haubitsere buldrer fra begge sider, selv om de tunge våben er strengt forbudt ifølge fredsaftalen.
Hvert eneste døgn er der mellem fem hundrede og tusind overtrædelser af våbenhvilen, oplyser de internationale OSCE-observatører. Ingen af parterne har fjernet det tunge artilleri fra frontlinjen, siger Alexander Hug, talsmand for observatørmissionen, til Berlingske.
»Det er de civile, der lider mest under dette,« siger han.
»Det første spørgsmål, der skal stilles, er: Hvad gør parterne for at undersøge disse overtrædelser? Og jeg kan klart sige, at begge sider gør lidt eller intet for at følge op på de episoder, vi dokumenterer på daglig basis,« siger han.
Derfor fortsætter det.
Set fra de bombehærgede boligområder ligner konflikten en fastlåst stillingskrig uden andet mål eller mening end at forsvare status quo.
Seks kilometer fra majsmarken hører 61-årige Galina Sidorenko hver nat de samme drøn som Sergej og Olga. Bare fra den modsatte side.
Her er gaderne under oprørernes kontrol. Her er ingen blå-gule ukrainske flag. I stedet vajer det sort-blå-røde oprørsflag fra kontrolposterne.
Ud over det ligner Oktober-kvarteret i Donetsk grangiveligt Kirov-gaden på den anden side af bakkedraget. Også her er hvert andet hus udbombet og udbrændt. Kun de uden nogen anden udvej er blevet tilbage.
»Om morgenen løber vi på markedet for at handle. Klokken fire begynder krigen igen,« siger Galina Sidorenko.
Hun sidder ved havebordet og hakker kål til en frokostsalat med en lille urtekniv.
Familien lever som i et andet århundrede. Madlavning foregår over åben ild. Gasforsyningen til kvarteret blev afbrudt for to år siden. Det samme blev vandforsyningen. Familien får deres drikkevand fra naboens brønd.
Inden krigen arbejdede Galina og hendes datter i Donetsks lufthavn. Hun gjorde rent. Hendes datter arbejdede for et af luftfartsselskaberne.
Lufthavnen var dengang Ukraines nyeste og flotteste. Den blev bygget til værtskabet for EM i fodbold i 2012.
Det var dengang i en ikke så fjern fortid, da fans fra hele Europa fløj til Donetsk for at se EM-kampe og drikke fadøl i en helt almindelig østeuropæisk storby.
I dag står terminalbygningerne tilbage som forkullede og forvredne stålskeletter. Kvarteret omkring lufthavnen er koparret af de nådesløse kampe om de få strategisk vigtige kvadratkilometer.
Ingen på Galinas gade tvivler på, at det var granater fra de ukrainske positioner, der spredte død og ødelæggelse her i kvarteret. Mindst fire af Galinas naboer er dræbt. Også hendes hus blev ramt.
En decembernat i 2014 blev taget flået i stykker, da en 122 mm artillerigranat hamrede ned i huset. Ved et lykketræf landede den i det eneste rum, hvor ingen af familiemedlemmerne sov. En granatsplint borede sig ind i en kommode få centimeter fra Galinas mors, 86-årige Antonina, sovende hoved.
»Jeg hadede dem. Vi havde aldrig troet, at vores eget lands hær kunne åbne ild mod sin befolkning,« siger Galina Siderenko og kigger op fra snittearbejdet.
»Nu har jeg vænnet mig til, at de skyder. Vi kan høre, hvor det kommer fra. Det har jeg lært. Nogle gange er det mere beroligende end stilhed. For så ved man, at det ikke er tæt på,« siger hun stille.
Samtidig ved hun, at ilden går begge veje nat efter nat. Hun har slægtninge og barndomsvenner på den anden side.
»Så tænker jeg på alle dem, jeg kender derovre. Det er mine skolekammerater. Jeg forstår, at der sker det samme på begge sider. Hvorfor? Ingen her kan fortælle dig, hvad det handler om, for den her krig har ingen mening,« siger Galina Sidorenko.
At besøge slægtninge på den modsatte side af fronten er blevet stadig sværere de seneste to år. Mens de russiskstøttede separatister har strammet grebet om magten i Donetsk, er frontlinjen, der skærer sig ned gennem Østukraine, hærdet til en midlertidig grænse.
Ikke uden grund. Den ukrainske regering mistede i krigens første måneder kontrollen med hele østgrænsen til Rusland. Siden har våben, frivillige og russiske tropper uhindret kunnet krydse ind i de oprørskontrollerede dele af Ukraine. De ukrainske myndigheder har nu oprettet midlertidige grænseposter med paskontrol og toldstempler langs den zig-zaglinje, der engang blot var en streg på et militært landkort.
Men bivirkningerne er mange for de hundredtusinder af civile, for hvem en mur har rejst sig op ad ingenting.
»Giv agt! Landminer« står der på skilte langs vejen, når man passerer den sidste ukrainske kontrolpost og kører ind i det oprørskontrollerede område.
Her begynder den kilometerlange kø af biler. Gamle Ladaer og nye Kiaer, udrangerede bybusser og stopfyldte Volkswagen-minibusser. Alle venter de på at komme igennem. De kræver i bedste fald 12 timers tålmodighed i den brændende sommerhede. I værste fald 36 timer.
Mange af de over to millioner ukrainske statsborgere, der bor i de oprørsstyrede områder, er nødt til at tage turen hver måned for at hente pensioner, lønninger, mad og medicin. Alene antallet af pensionister i de oprørskontrollerede områder vurderes at være omkring en million.
En af dem er 89-årige Tamara Nikolajevna, der sidder på en skammel i den lange kø foran socialkontoret i den ukrainskkontrollerede by Kramatorsk. Det er første gang, hun er rejst over frontlinjen, fortæller den udmattede kvinde.
»Jeg ventede fra kl. seks i forgårs morges til kl. fem om eftermiddagen i går ved deres kontrolposter. Og så var kontoret lukket,« siger hun.
Øjnene er forgrædte.
»Forstår du, denne konflikt vil først standse, når de sætter FN-tropper ind, der kan stå imellem parterne og holde dem fra hinanden,« bryder en ældre mand i køen ind.
Mange pensionister bruger mindst halvdelen af pensionen på de mange timers udmattende transport frem og tilbage over frontlinjen.
Og det er ikke blevet lettere på det seneste. Et nyt krav om en officiel bopæl i de ukrainskkontrollede områder betyder, at de fleste i praksis er udelukket fra at få deres pension, siger nødhjælpsorganisationer.
De russiskstøttede oprørere bruger på deres side de ukrainske stramninger i deres egen propaganda for at styrke grebet om magten i det isolerede Donetsk. Selv udbetaler de en pension på 200 kroner om måneden i russiske rubler, et beløb, der er så lavt, at det højst rækker til mad.
»Jeg forstår godt, at regeringen i Kiev ikke vil finansiere det område, som terroristerne kontrollerer,« siger Aleksandr Vorosjkov fra den ukrainske nødhjælpsorganisation SOS Kramatorsk.
»Men det er meget kortsigtet. Vi bør vise disse folk, at de er ukrainske borgere, at de har rettigheder i dette land. Ellers begår vores regering en stor fejl,« siger han.
Krigstrætheden breder sig også i de oprørskontrollerede områder. Allerede sidste sommer demonstrerede indbyggere i Donetsk mod den endeløse og udsigtsløse krig.
I krigens første fase satte mange ellers deres lid til den russiske præsident Vladimir Putin. Han hævdede, at han ville forsvare de russisktalendes rettigheder i det mindre naboland. Imens flød russiske soldater, frivillige og våben ind over grænsen. Nogle håbede, at Donetsk-regionen ville blive annekteret af Rusland, sådan som det skete med den ukrainske Krim-halvø i marts 2014.
De blev grundigt snydt. Vladimir Putin veg tilbage fra idéen om at indlemme den fattige og nedslidte kulmineregion. Hvis Kremls mål med oprøret i Østukraine var at nedlægge et blodigt veto mod en ukrainsk fremtid i NATO, så er krigens ulmende status quo tilsyneladende alt rigeligt.
Derfor sejler de oprørskontrollerede områder nu på andet år deres egen sø i en geopolitisk stirrekonkurrence mellem Kiev og Moskva.
Ofrene er de civile på begge sider af den gnistrende frontlinje.
»Folk lever meget fattigt nu. Det er som at gå tyve år tilbage til tiden som tiden lige efter Sovjetunionens fald,« siger Enrique Menendez, leder af den lokale nødhjælpsorganisation Ansvarlige Borgere.
De russiskstøttede oprørere har indført et militærdiktatur med massiv anti-ukrainsk propaganda. Det holdes sammen, så længe krigen fortsætter, siger Enrique Menendez, der udførte nødhjælpsarbejde i Donetsk indtil for et halvt år siden. Så blev han smidt på porten af oprørerne.
Men mulighederne for en varig løsning er spinkle, frygter han. For alle parter er den ulmende krig et politisk trumfkort, der kan bortfeje kritik af manglende reformer og de dårlige levekår.
»Ingen i denne krig tænker langsigtet,« siger Enrique Menendez.
Olga Jarosjenko og Sergej Bojkon løber med korte skridt og dukkede hoveder gennem det høje græs. Endnu en eksplosion flår gennem luften.
Det er tæt på.
Vi sætter farten op. Majsplaner slår os i ansigtet. Endelig får vi øje på bærbuskene, køkkenhaven og huset.
Vi standser først, da vi står under tagskægget. Gispende efter vejret.
»Det var 60-70 meter væk,« siger Sergej og peger.
Artilleriilden kom fra oprørernes positioner, siger han. Nu venter det uundgåelige svar fra den modsatte side.
Aftenens skudvekslinger begynder, som et regnvejr gør. Med spredte dryp. Så tager de til, mens solen går ned, indtil den ene eksplosion flyder sammen med den næste.
Vi sidder omkring bordet i det lille hus og lytter.
»Sådan er det hver aften,« siger Olga.
Hun har sat en skål jordbær på bordet.
Berlingske-TV: Den glemte krig i øst
