Da Ethan Crumbley var 15 år, købte hans far en halvautomatisk pistol til ham. 

Fire dage efter gik den amerikanske teenager ind på sin skole og skød og dræbte fire og sårede syv andre. 

Skoleskyderiet fandt sted på Oxford High School i november 2021, og sidste år blev drabsmanden idømt fængsel på livstid – uden mulighed for prøveløsladelse. 

Nu er både drabsmandens far og mor dømt for uagtsomt manddrab.

Det skriver flere amerikanske medier. Blandt andre CNN, NBCNews og Reuters. 

Retten mener nemlig, at de overså alle advarselslamper og udlod at gribe ind. De forhindrede ikke deres psykisk ustabile søn i at bruge det våben, de vidste, han havde adgang til. 

Faderen James Robert Crumbley gav under retssagen udtryk for sin medfølelse med ofrene og deres familier. 

»Jeg ønsker at sige, at jeg ikke kan forestille mig den smerte og sorg … for familierne, som har mistet deres børn.«

Jennifer og James Crumbley er det første forældrepar i USA, der får en fængselsstraf for deres søns gerninger.
Jennifer og James Crumbley er det første forældrepar i USA, der får en fængselsstraf for deres søns gerninger. Foto: Foto: Bill Pugliano/Ritzau Scanpix
Vis mere

»At miste et barn er ubærligt. Mit hjerte er knust for alle, som er berørt.«

Også Jennifer Lynn Crumbley udtrykte sympati for de efterladte. 

Under retssagen gav hun dog sin mand ansvaret for, at håndvåbnet ikke var forsvarligt opbevaret. 

Da hun blev spurgt, om hun ville have gjort noget anderledes, lød svaret:

»Jeg mener ikke, at jeg er en fiasko som forældre.«

Men mens faderen købte våbnet til Ethan, var det moren, der tog ham med på skydebanen. 

Nogle dage senere opdagede hans lærer, at han tegnede våben og folk, der blev skudt.

»Stemmerne vil ikke stoppe. Hjælp mig.«

Jennifer Crumbley kigger på sin mand, James Crumbley, under retssagen, hvor de begge blev dømt for uagtsomt manddrab for fire drab, som deres søn har begået under et skoleskyderi i 2021.
Jennifer Crumbley kigger på sin mand, James Crumbley, under retssagen, hvor de begge blev dømt for uagtsomt manddrab for fire drab, som deres søn har begået under et skoleskyderi i 2021. Foto: Foto: Bill Pugliano/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Forældrene blev tilkaldt, men ifølge sagens anklager gjorde de ikke noget for at hjælpe deres søn.

Kort efter var han tilbage i skolen. 

Sagens dommer, Cheryl Matthews, understregede, at det ikke handlede om 'dårligt forældreskab', men derimod at ægteparret gang på gang ignorerede advarsler om, at noget var helt galt. 

Det var tegn, som enhver fornuftig person efter dommerens mening ville have grebet ind over for. 

Tirsdag blev Crumbley-parret idømt mellem 10 og 15 års fængsel. 

Det er første gang, at en skoleskyders forældre er blevet gjort ansvarlige og dømt for forbrydelser, som deres børn har begået. 

Eksperter mener, at det kan være med til at forhindre de mange skoleskyderier i USA. 75 procent af de unge, der begår masseskyderier, får nemlig fat i deres våben i hjemmet.