Før den uhelbredeligt kræftsyge amerikanske kvinde Brittany Maynard besluttede sig for at ende sit liv nu på lørdag, lavde hun en såkaldt 'bucket list' - En liste over de ting hun ville gøre og se, inden hun døde.

Og tidligere i denne uge tjekkede den 29-årige Brittany det sidste punkt af på den liste. Sammen med sine forældre og sin ægtemand Dan nød hun nemlig en tur til én af USAs smukkeste steder, The Grand Canyon. Og derfor er hun nu klar til at dø.

- Det var en fantastisk dag. Og jeg kan kun sige tak til alle de mennesker, der gjorde dagen mulig, skriver Brittany på sin hjemmeside.

Den nygifte amerikanske kvinde har startet en ophedet debat om retten til at dø med værdighed i USA. Lægerne har fortalt Brittany, at hendes tilstand kun vil forværres. Efter turen til Grand Canyon fik Brittany da også et alvorligt krampeanfald, der gjorde hende lam i flere timer.

Hjernesvulsten vokser hver dag. Smerterne tager til. Og det er derfor, at Brittany Maynard har planlagt selv at tage den medicin, der vil ende hendes liv.

- Mange tror, at jeg bliver manipuleret af andre. Men det er min egen beslutning. Jeg vil dø med værdighed, siger Brittany Maynard, der bor i Oregon, den første amerikanske stat, der indførte den såkaldte 'right to die'-lov.

Her kan du høre Brittany fortælle, hvorfor hun gerne vil dø: