Han er blevet midtpunkt i en tragedie, han ikke ønskede at være en del af. Den chokerede far til den 27-årige Andreas Lubitz, som efter sigende skulle stå bag tirsdagens flystyrt i de franske alper, udtrykker sin sorg over sønnens handlinger.

»Jeg er fuldstændig knust,« skulle han ifølge The Telegraph have sagt.



Germanwings-ruteflyet mellem Barcelona og Düsseldorf styrtede tirsdag ned i de sydfranske alper og alle 150 ombordværende omkom, blandt andet en dansk passager. Efterforskningen viste senere, at flyets andenpilot Andreas Lubitz formentlig med vilje havde styret flyet i jorden med vilje.

Forældrene til dødspiloten befinder sig i den franske by Prads-Haute-Bléone, som ligger nær ulykkestedet for flystyrtet. Her har byens borgmester Bernard Bartolini talt med faren til Andreas Lubitz, da de sammen besøgte ulykkestedet og deltog i en mindeceremoni for ofrene, hvor mange pårørende til flystyrtets 150 ofre var dukket op.



Bernard Bartolini forklarer, hvordan dødspilotens far gav udtryk for, hvor hårdt det har været for ham at følge med i sin søns tragiske handlinger:

»Han (faren red.) bærer vægten for hele dramaet på sine skuldre. Han er en mand, hvis liv er sønderknust,« fortæller Bernard Bartolini og fortsætter:

»Hans liv ligger i ruiner. Jeg har stor respekt for denne mand, som er midt i en tragedie, han ikke selv har opsøgt,« siger Bernard Bartolini og fortæller, hvordan faren er splittet imellem tabet af sin søn og dennes frygtelige handlinger.

Selv har forældrene til Andreas Lubitz ikke talt offentligt siden tirsdag, hvor flystyrtet fandt sted.