Den syriske massakre, som har sendt chokbølger verden over, har kostet flere liv end først antaget, meddeler FN.

Mindst 116 mennesker blev dræbt og 300 såret i den ubegribelige massakre i Houla i Syrien.

Det har lederen af FNs 300 fredsobservatører i Syrien, generalmajor Robert Mood, netop orienteret FNs sikkerhedsråd om på et lukket møde søndag aften, oplyser en diplomat over for Reuters.

Meldingen kommer samtidig med nye rapporter fra Syrien, som går på, at den syriske hær har dræbt mindst 30 mennesker under kraftige bombardementer i byen Hama.

FNs sikkerhedsråd var ekstraordinært kaldt sammen for at diskutere weekendens nedslagtninger, der kostede 32 børn under ti år livet.

De modbydelige billeder af ligene af helt små børn med tydelige skudhuller har sendt chokbølger verden rundt. Fordømmelsen er regnet ned over præsident Bashar al-Assads styre i Damaskus. Både FN, EU, Den Arabiske Liga og talrige magtfulde regeringer har i kraftige vendinger taget afstand fra de civile drab.

Den syriske regering i Damaskus afviser dog ethvert ansvar for massakren.

Det har været usikkert, om FN kunne få Rusland til at fordømme begivenhederne i Syrien, men søndag aften har den russiske viceudenrigsminister beskrevet massakren som tragisk og understreget, at Rusland støtter en samlet fordømmelse af volden, oplyser Reuters.

Blodbadet fandt sted over flere timer mellem fredag og lørdag. Angrebet startede med et intenst bombardement af Houla, og senere gik en Assad-loyal militsgruppe - ifølge oprørerne - ind i byen og slagtede løs med knive og geværer.

Oppositionsaktivister siger, at omkring 400 familier er flygtet fra området omkring Houla. Samtidig kritiserer de FNs fredsobservatører for ikke at have standset angrebet på byen.

Tilbage står billederne af de sønderskudte børnelig med blanke, stirrende øjne.