84-årige Anthony Senecal, der igennem 17 år har været butler for den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, ønsker Barack Obama død. Secret Service efterforsker truslerne.

I en kontroversiel udmelding på Facebook, skrev den tidligere butler onsdag, at USA's præsident Barack Obama ’skulle have været stoppet af militæret og skudt som en fjendtlig agent i sin første periode’.

På Senecals private profil, var beskeden kun synlig for hans venner. Men flere amerikanske medier, heriblandt magasinet Mother Jones, har fået fingre i beskeden og bragt den i dens fulde længde.

Over for CNN bekræfter Anthony Senecal, at han står bag de skrevne ord. Her er han heller ikke bleg for at ytre sin holdning til USA's nuværende præsident, men han er dog lidt i tvivl om, hvordan hans drømmescenarie skal udføres.

»Jeg mener, jeg sagde, han skulle hænges.«

»Men det har ikke noget at sige. Hængt, skudt – Jeg ville foretrække, at han blev hængt i søjlegangen i Det Hvide Hus. Eller som jeg kalder det, den hvide moské,« siger den fremmedfjendske Senecal til CNN og tilføjer:

»Lyder det som om, at jeg er skør? For det er jeg ikke. Jeg har bare fået nok af ham (Obama red.).«

Anthony Senecal har været butler for præsidentkandidaten Donald Trump i 17 år. Han stoppede i 2009.
Anthony Senecal har været butler for præsidentkandidaten Donald Trump i 17 år. Han stoppede i 2009. Foto: ERIC THAYER/The New York Times
Vis mere

Det amerikanske politiagentur Secret Service, der blandt andet har til opgave at beskytte den amerikanske præsident, siger i en udtalelse, at de er opmærksomme på Senecals kommentarer og vil fortage den nødvendige efterforskning.

Ikke første gang

Donald Trumps bagland var hurtige til at tage afstand fra den kontroversielle kommentar. Og slå fast, at Senecal ikke har arbejdet for Trump siden 2009.

»Vi tager helt og aldeles afstand fra de forfærdelige udtalelser, han (Senecal red.) er kommet med om præsidenten,« siger Trump-kampagnens talsmand, Hope Hicks til CNN.

Senecal har tidligere skrevet lignende indlæg på Facebook, hvor han har kritiseret Obama og ønsket ham død. Han er også gået efter Hillary Clinton, kaldt hende en ’lyvende kælling’ og henvist til hende som ’Killery’.

Den pensionerede butler slår dog fast, at det udelukkende er hans egne ideer, og at ’de intet har med Trump at gøre’.

Anthony Senecal har dog stadig lidt at gøre med Trump. I et større interview med New York Times tidligere på året, har han fortalt, at han siden 2009 har fungeret som en slags uofficiel historiker, der viser grupper rundt ved Trumps ferieresidens Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida.