En munter og livlig optræden blev afbrudt af skrig og chok, da en scene kollapsede under en teaterforestilling på en ungdomsskole i amerikanske Westfield i staten Indiana torsdag aften.

Mindst 12 er kommet til skade, og en af dem skulle angiveligt være i kritisk tilstand.

På videoen kan man se, hvordan de unge mennesker danser glade og ubekymrede, inden de kort efter styrter ned. De mange andre elever blandt tilskuerne var hurtige til at hjælpe deres tilskadekomne kammerater, der er bragt til tre forskellige sygehuse.