Håbet om at finde overlevende fanget i den sunkne sydkoreanske færge svinder time for time. Dykkere pumper nu luft ind i skroget.

SYDKOREA: Dykkere gør nu et forsøg på at finde overlevende i den sydkoreanske færge, der onsdag sank. De er nu ved at pumpe luft ind i skroget i håb om at kunne redde flere end de 179 passagerer, der indtil videre er fundet i live, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Luften skal både holde færgen flydende, og den skal også hjælpe mulige overlevende med at trække vejret inde i det forliste fartøj.

Sydkoreas kystvagt oplyser, at dykkerne endnu ikke er trængt ind i den kæntrede færge. Den sydkoreanske TV-station YTN oplyste ellers natten til fredag dansk tid, at et hold på otte dykkere var nået ind i færgen for at lede efter overlevende, men dette er ikke tilfældet, fortæller kystvagten nu ifølge Reuters.

Kystvagten afviser også forlydenderne om, at skibet skulle være fuldstændig under vand.

Håbet om at finde overlevende svinder time for time, men ifølge myndighederne er det desværre usandsynligt. Der savnes stadig 271 af de 475 passagerer 48 timer efter færgens forlis.

En talsmand for efterforskningen fortæller, at tredjestyrmanden var ved roret, da ulykken skete, og det er også kommet frem, at den 69-årige kaptajn angiveligt ikke var på broen, da ulykken skete.

Indtil videre er dødstallet oppe på 25, mens 179 er fundet i live.

Mange af de 271 savnede er elever fra en skole i en forstad til Seoul.