USA: En amerikansk læge, der selv blev smittet med ebola, mens han behandlede patienter for den dødbringende virus i Liberia, blev torsdag udskrevet fra et hospital i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Det sker efter, at han er blevet behandlet med medicinen ZMapp, der endnu ikke er godkendt som lægemiddel, skriver Reuters.

Historien om lægen Kent Brantly gik verden rundt, da det kom frem, at han - efter at have været alvorligt svækket af ebola - så ud til hurtigt at komme sig oven på den dødelige sygdom, efter at han havde ladet sig behandle med ZMapp, som indtil da kun havde været afprøvet på aber.

Emory University Hospital i Atlanta har planer om at afholde en pressekonference for at oplyse nærmere om behandlingen af Brantly og en anden amerikansk læge, der ligeledes har fået en ZMapp-kur efter at være blevet smittet med ebola.

Tre afrikanske læger, der også er blevet behandlet med ZMapp i Liberia, har også vist tegn på bedring, har Liberias informationsminister fortalt.

Verdenssundhedsorganisationen WHO oplyste onsdag, at 2.473 mennesker på verdensplan er blevet smittet med ebola, som har kostet 1.350 personer livet, siden det nuværende udbrud første gang blev konstateret i det sydøstlige Guinea i marts. Hidtil er der kun blevet konstateret smitte med ebola i fire lande i Vestafrika, det drejer sig om Guinea, Sierra Leone, Liberia og Nigeria.