Den mand, som i øjeblikket bliver behandlet for ebola i USA, rejste ind i landet fra Belgien. Han har været i kontakt med flere skolebørn, lyder det fra Texas’ guvernør.

USA: Den amerikaner, som tirsdag blev indlagt med ebola i Texas, rejste via Europa, før han kom til USA.

Det oplyser Greg Taylor, der er ansat hos de canadiske sundhedsmyndigheder ifølge Reuters.

Han fortæller, at amerikaneren rejste fra Liberia, hvor han efter alt at dømme blev smittet med den dødbringende sygdom, over Bruxelles og videre til USA. Det er uklart, om manden blot mellemlandede i lufthavnen i Bruxelles, eller om han også har begivet sig rundt i den belgiske hovedstad.

Manden ankom i sidste uge til Texas i USA, og efter seks dage søgte han behandling. To dage senere blev han diagnosticeret med ebola og indlagt i isolation på et hospital i Dallas.

Onsdag aften oplyser guvernøren i Texas, Rick Perry, at der er børn i skolealderen, der har været i kontakt med den ebolasmittede. Der er ingen oplysninger om deres tilstand, men ifølge Rick Perry vil sygdommen forblive inddæmmet.

En af de læger, der er med til at behandle ebolapatienten, oplyser, at manden kan have smittet et lille antal personer, heraf primært familiemedlemmer, men foreløbig er der ingen tegn på dette. Lægen har også offentligt forsikret om, at risikoen for de passagerer, som rejste sammen med patienten, er meget lille. Det har dog ikke været nok til at berolige adskillige af de passagerer, der fløj med samme fly som den ebolasmittede mand. Deres bekymring har fået en sammenslutning inden for de amerikanske flyselskaber til offentligt at udtale, at de samarbejder tæt med de amerikanske myndigheder, og at de tager smitterisikoen yderst alvorligt.

Men deres forsikringer er tilsyneladende forgæves. Onsdag morgen faldt kursen på flere af de amerikanske flyselskabers aktier, Jet Blue oplevede et dyk på 2,7 procent, mens American Airlines og Delta Air Lines begge kunne notere et fald på 3,1 procent, skriver Reuters.

Mens amerikanerne med bekymring følger sygdomstilfældet i Texas, arbejder flere medicinalvirksomheder hårdt på at udvikle en vaccine mod ebola. Der forventes dog først at være et »betydeligt antal« tilgængelige vacciner sent i første kvartal af 2015, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WTO.