To dage efter hendes tragiske død fyger det med spekulationer om, hvad der skal ske med den millionformue, Bobbi Kristina Brown arvede efter sin mor Whitney Houston.

Dog ser det ud til, at Bobbi Kristinas far og Houstons eksmand, Bobby Brown, må spejde langt efter at få en bid af datterens mange millioner.

En formue, People Magazine vurderer til at være på omkring 20 millioner dollars.

Amerikanske medier levner heller ikke Bobbi Kristinas kæreste, Nick Gordon, mange chancer i kapløbet om arven.

I stedet er han angiveligt blevet sagsøgt for 10 millioner dollars af Bobbi Kristina Browns efterladte, fordi de mener, han har stjålet mindst 11.000 dollars fra hende, mens hun lå i koma.

Søndag døde Bobbi Kristina Brown efter næsten seks måneder i koma. 31. januar blev den 22-årige kvinde fundet livløs i et badekar i hjemmet i Georgia. Læger på flere behandlingssteder har kæmpet indædt for at redde hendes liv i et halvt år, men Bobbi Kristina har ikke været ved bevidsthed, siden hun blev fundet.

På trods af et liv i narkoens vold var Whitney Houston tilsyneladende ikke i tvivl om, hvad der skulle ske med de penge, hun havde tjent i løbet af karrieren, den dag hun ikke ville være her mere. Houston mistede livet i 2012 efter at være blevet fundet livløs i et badekar på et hotel i Beverly Hills.

Whitney Houston sørgede via en fond for, at Bobbi Kristina Brown arvede hele formuen, som datteren ifølge People Magazine skulle have i rater.

Da hun blev 21 i 2014, fik hun første del af millionerne, mens hun ville få 25% yderligere, når hun fyldte 25 og resten, når hun fyldte 30.

Whitney Houston havde arrangeret, at hvis Bobbi Kristina Brown døde ugift og barnløs, inden hun blev 30, ville resten af formuen gå til hendes mor Cissy Houston og hendes to brødre Michael og Gary Houston.

Efter alt at dømme træder den forordning i kraft nu, da det ikke ser ud til, at Bobbi Kristina Brown havde giftet sig med Nick Gordon, som amerikanske medier ellers påstod for nylig.

Bobby Brown var ifølge People Magazine oprindeligt nævnt i testamentet, men da parret i 2007 blev skilt efter 14 års stormfuldt ægteskab, røg hans navn angiveligt ud.

I foråret blev Bobby Brown og Bobbi Kristinas tante, Pat Houston, angiveligt udpeget som værge for Bobbi Kristina Brown.

Dermed var det de to, der skulle 'passe på pengene', men ifølge flere amerikanske medier har Bobbi Kristina Browns død gjort, at det nu er op til advokaterne at sørge for at fordele arven, som Whitney Houston oprindeligt ønskede det.