AUSTRALIEN: Eftersøgningen efter det forsvundne MH370-fly kan være forbi om fem til syv dage.

Det fortæller australske embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.

»Forudsat at vejret er gunstigt for søsætning og bjærgning af den miniubåd, der finkæmmer området, bør vi afslutte den undersøiske ransagningen om højest syv dage,« fortæller en kilde tæt på efterforskningen til Reuters.

En amerikansk miniubåd er i færd med at undersøge havbunden i Det Indiske Ocean, og området er nu blevet indsnævret til en radius på 10 kilometer omkring stedet, hvor fire signaler blev opfanget 8. april.

Signalerne menes at stamme fra det forsvundne flys sorte boks, men det ligger ikke med sikkerhed fast.

Den massive internationale eftersøgningsindsats, der nu har stået på i syv uger, har indtil videre været uden resultat.

MH370 havde 239 mennesker om bord, da det forsvandt efter få timers flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing.

BNB