Til omverdenen lyder det, at landets økonomi har det helt fint. Men det er måske ikke hele sandheden.

Eksperter påpeger, at Rusland har succes på slagmarken, men at landet er ved at smuldre indefra, skriver det norske Børsen.

»Hvis det er bygget på et råddent fundament, kan tingene ske meget hurtigt. Det er ikke utænkeligt, at alt kan falde fra hinanden. Rusland kan hurtigt kollapse,« siger generalløjtnant Ben Hodges, der er tidligere chef for den amerikanske hær i Europa.

En anden ekspert, Aage Borchgrevink, der er seniorrådgiver i Den Norske Helsinki-Komité, beskriver, hvordan Rusland forsøger at fremstille en god og sund økonomi over for omverdenen. Men den køber han altså ikke.

Han uddyber, at landet befinder sig i en krigsøkonomi, hvor Rusland bruger 7,1 procent af sit BNP og omkring 30 procent af statsbudgettet på forsvaret, skriver mediet.

»De får en slags kunstig vækst som følge af, at den militære økonomi er i fuld gang, hvilket er helt almindeligt i konfliktområder. Det giver ikke nogen langsigtet vækst, og desuden har Rusland mange store og grundlæggende problemer i samfundet,« siger han og tilføjer:

»De mangler arbejdskraft, der er store generationer, som nu går på pension, og de står over for små årgange af børn fra 1990'erne, som kommer ind på arbejdsmarkedet.«

Og det påvirker det civile liv i Rusland, da især infrastrukturen bliver påvirket, når de militæreudgifter er så høje.

Aage Borchgrevink understreger, at Rusland nu bruger alle midler for at vinde krigen, hvilket vil få konsekvenser for almindelige mennesker i landet, og derfor kan Rusland ifølge ham ende med at kollapse indefra.