De skreg. Da klippevæggen pludselig nærmede sig foran flyet, var skrigene alt, man kunne høre fra kabinen på ruteflyet A320. Undtagen fra cockpittet. Pilotens vejrtrækning var rolig. Jævn. Lige til det sidste.
Det vidner ifølge psykiater Henrik Day Poulsen og krisepsykolog Berith Bro om, at den 28-årige andenpilot Andreas Lubitz havde planlagt, hvad han gjorde, da han tirsdag formiddag låste kaptajnen ude af cockpittet og sendte flyet ud i et stejlt dyk mod jordoverfalden. Dykket endte først, da flyet blev knust mod en klippevæg i de franske alper.
Læs også
Andreas Lubitz tog 149 mennesker med sig i døden.
»At hans vejrtrækning var rolig siger noget om, at han i hvert fald ikke var specielt bange for det, han var ved at gøre. At han havde tænkt over det på forhånd, og at han ikke havde nogen 'second thoughts'. Hvis han havde tænkt: 'gud, nej, det her vil jeg ikke alligevel', så ville han være begyndt at trække vejret meget, meget hurtigt,« forklarer Henrik Day Poulsen til bt.dk og fortsætter:
»Så det er en person, som har været meget, meget determineret omkring det, han ville gøre, når han kunne tage det så roligt. Det er meget skræmmende.«
Læs også
Det tragiske flystyrt skete tirsdag formiddag, mens Germanwings' Airbus A320 var på vej fra Barcelona til Düsseldorph. Kort efter, det var kommet op i planlagt højde, begyndte det pludselig at dykke. Uforklarligt og uden at udsende et nødsignal. Otte minutter senere ramte flyet de franske alper nær skisportsstedet Barcelonette.
I begyndelsen troede man, at der måtte være sket en fejl. At trykfald i kabinen måske havde været skyld i den katastrofale ulykke, hvor 144 passagerer og seks besætningsmedlemmer for tidligt mistede livet.
Læs også
Efter man lokaliserede flyets sorte bokse, viste sandheden sig dog at være en anden. Flyets andenpilot, den 28-årige tysker Andreas Lubitz, havde med vilje låst døren til cockpittet, efter kaptajnen var gået på toilet. På trods af at kaptajnen hamrede og sparkede på døren for at blive lukket ind igen, blev den aldrig åbnet.
Først da flyet var ganske tæt på klippevæggen, gik det op for passagererne, at noget var galt. Det sidste, man kan høre på lydoptagelserne fra den ene af de sorte bokse, er skrig. Kun skrig.
»At pilotens vejrtrækning var rolig vidner jo kun endnu mere om, at det var en planlagt handling. Det var ikke bare en impuls-styret handling. Det var planlagt, han vidste, hvad han gjorde, og hans følelser var sat fuldstændig sat ud af spil. Det er en meget skræmmende sag. Det er helt vildt,« siger krisepsykolog Berith Bro.
Læs også: Han var første redder ved styrtet fly: 'Jeg har aldrig set noget lignende'
Det vides endnu ikke, om Andreas Lubitz gjorde det for at begå selvmord. Eller om han var drevet af noget andet.
Ifølge Berith Bro kan mennesker blive drevet ud i en sådan situation, hvor man begår en sådan handling, hvis man har et inderligt ønske om for eksempel hævn eller om at gøre opmærksom på sig selv. Eller fordi man har en forskruet tanke om at se sit navn i aviserne.
»Det kan have været et ønske om at gøre opmærksom på sig selv. At man tager livet af sig selv på den måde, fordi der er sket noget uretfærdigt i ens liv, så man tænker: 'så kan de bare se',« siger hun og fortsætter:
Læs også
»Det kan også være drevet af noget frygteligt, som at man har en forskruet tanke om, at nu kommer ens navn i avisen. Det er fuldstændig forskruet, men det er jo desværre set før.«
Ifølge krisepsykologen er det dog slet ikke sikkert, at Andreas Lubitz tænkte over, at der var 149 andre mennesker om bord. Han tænkte måske mere på, hvad han selv ville gøre. Hvad han selv kunne gøre.
»For hvis man har en smule empati, så kan man ikke undgå at tænke: 'gud, der er 149 andre om bord'. Så enten var han uden empati og var ligeglad. Eller også havde han slet ikke tænkt over det,« siger hun.
En anden forklaring på den unge andenpilots beslutning om at ende sit liv på den måde kan ifølge psykiater Henrik Day Poulsen være, at han har udviklet en psykisk sygdom som for eksempel depression.
»Hvis man har en svær depression, kan man få nogle helt vanvittige ideer med forvrængede tanker, og der kan man også tage folk med i døden ved de her 'udvidede selvmord'. Det er også det, man nogle gange ser, når fædre slår deres børn og kone ihjel for derefter at begå selvmord. Det er lige så uforståeligt, som det her,« siger han.
Det er dog sjældent, at piloter udvikler den form for psykiske sygdomme og stadig får lov til at sidde i cockpittet.
»Som pilot har han i hvert fald ikke fra begyndelsen været psykisk syg. Så får man slet ikke lov til at få en pilotuddannelse. Jeg har kendt til flere piloter, og de er frygteligt raske. Også psykisk. De er meget velfunderede. De har et stort ansvar, så de skal skal kunne holde til en hel del. Derfor udvælger man også piloter meget, meget nøje og holder godt øje med dem, i hvert fald mig bekendt,« siger Henrik Day Poulsen.
Derfor kan Andreas Lubitz dog godt have udviklet for eksempel en depression alligevel, bemærker psykiateren, for det er ikke altid nemt at opfange, når piloterne bliver undersøgt.
»Han kan godt have udviklet eksempelvis depresssion, som ingen bare har opdaget. Det kan være en forklaring på det,« siger Henrik Day Poulsen, der også nævner konkurs, spillegæld, narkogæld, trusler mod ens person eller et knust hjerte som faktorer, der kan spille ind, når man begår selvmord eller udvidede selvmord, hvor man tager andre med sig i døden.
»Men fordi piloter mig bekendt som gruppe er meget raske, er det mest sandsynlige nok, at han har fået en depression eller at der har været andre omstændigheder som eksempelvis spillegæld, der har været årsagen,« siger Henrik Day Poulsen og tilføjer:
»Der er dog intet, der er sikkert endnu, og vi får nok ikke noget endeligt svar på hvorfor, han gjorde det, medmindre han har efterladt sig noget.«
