Det meste ligner igen sig selv knap tre uger efter terroren i Bruxelles, og så alligevel ikke, for folk er stadig vrede.
Selvfølgelig især på terroristerne, der dræbte 32 og sårede hundredvis alvorligt, men også på de belgiske myndigheder og regeringen, der på ingen måde har overbevist offentligheden om, at der er styr på sikkerheden i Belgien.
I denne uge var det dog 80 strejkende flyveledere, der for alvor fik vreden til at koge over. For knap var lufthavnen i Bruxelles genåbnet på lavt blus, før flyvelederne besluttede sig for at lukke lufthavnen ned med en uvarslet arbejdsnedlæggelse, fordi deres pensionsalder skal hæves. Og hold lige godt fast i bordkanten. Pensionsalderen skal løftes fra 55 år til 58 år, hvilket åbenbart er så urimeligt, at Belgien, der i den grad slås for at rejse sig efter terroren, måtte lammes på det værst tænkelige tidspunkt.
Selv i Belgien, hvor strejker er en del af hverdagen, og hvor der ofte er en vis sympati for de strejkende, var dette dog at gå over stregen – og ikke bare lidt over stregen, men langt over stregen. De belgiske aviser ryddede forsiderne for at slå fast, at »dette land er sin egen værste fjende.«
»Er vi blevet gale i dette lille land, som er i gang med at bevise, at man bør forlade det for enhver pris,« skrev den store fransksprogede avis Le Soir i sin leder på forsiden.
Og den belgiske premierminister Charles Michel var ligeså rasende og mente, at flyvelederne tog Belgien som »gidsel«.
I forvejen har genåbningen af lufthavnen været ganske kaotisk med alenlange køer om morgenen – såvel ved de nye sikkerhedstjek som på vejene til lufthavnen. Selv gamle og dårligt gående damer har forladt taxaer, der ikke kunne komme tættere på, og været tvunget til at gå det sidste alt for lange stykke med tunge kufferter hen til lufthavnen.
Også metroen har været lukket delvist ned, men i denne uge åbnede alle stationer – på nær den terrorramte Maelbeek-station – så igen. Metroen kører dog fortsat i et kortere tidsrum end før terroren, og så er de fleste indgange til stationerne spærret af, så hver station kun har én indgang, hvor der nogle gange står soldater.
Den belgiske regering har lovet at skærpe sikkerheden i metroen, og man ser da også relativt mange soldater gå rundt med nedadpegende geværer på stationerne. Men der er ikke tale om synlig tilstedeværelse på samtlige stationer, som regeringen ellers har lovet. Metroen er dog lige så fyldt som før terroranbregene.
Foråret har til gengæld fået et sikkert tag i Bruxelles med flotte solskinsdage, som får folk i massevis til at sidde på cafeerne på byens mange hyggelige pladser. Her går snakken mest på arbejde og hverdagsemner, men når snakken falder på, hvad terrorangrebene vil ændre i Belgien, så ser de fleste opgivende ud.
Ingen tror for alvor på, at der bliver rettet op på de blotlagte koks i et mylder af myndigheder, som tydeligvis ikke taler tilstrækkeligt sammen. Bruxelles’ opdeling i 19 kommuner og seks politidistrikter ses af mange som en medvirkende årsag til, at efterlyste personer så nemt har kunnet gemme forskellige steder i byen, hvis de bare skifter gemmested jævnligt. Men at den struktur skulle blive ændret, er der heller ingen, som tror på.
Premierminister Charles Michels forsvar af, at de belgiske myndigheder skam fangede den terrorefterlyste Salah Abdeslam på fire måneder, mens det tog over ti år at fange Osama bin Laden, er ikke blevet godt modtaget. Det er lige kækt nok ligefrem at rose det belgiske efterforskningsarbejde i en tid, hvor alle andre ellers er enige om, at det lader en hel del tilbage at ønske.
Fredag måtte Michel så sige farvel til sin partifælle og transportminister, Jacqueline Galant, da det kom frem, at hun var orienteret om to fortrolige EU-rapporter, der har rejst skarp kritik af sikkerheden i de belgiske lufthavne, herunder lufthavnen i Bruxelles. Kritikken er ganske vist gået på områderne efter check-in i lufthavnene, og ikke på afgangshallen som blev ramt ved terrorangrebet, men Galant afviste kendskab til rapporterne, selv om hun var orienteret, og endnu værre afviste hun at gøre noget ved sikkerheden, da embedsapparatet bad hende om det.
Men selv om Belgien ligner sin egen værste fjende i disse dage, og flamske nationalister i det nordlige Belgien råber op om selvstændighed, så tror de færreste i Bruxelles på en opsplitning af landet. Om ikke andet holdes landet sammen af den store statsgæld, lyder galgenhumoren ofte blandt Bruxelles’ borgere.
Og den humor er en af grundene til, at man i den grad kommer til at holde af at bo i Bruxelles og Belgien. En anden årsag er, at landet har en skøn blanding af sydeuropæisk og nordeuropæisk kultur, der ikke rigtigt findes på samme måde andre steder.
Så jeg bliver boende – trods advarslerne på de belgiske avisforsider.
