Det afghanske forsvarsministerium var tilsyneladende målet for et stort selvmordsangreb. 18 personer meldes anholdt.

De afghanske myndigheder har anholdt 11 personer i Kabul efter tilsyneladende at have forpurret planerne om et større masse-selvmordsangreb mod forsvarsministeriet.

De afghanske soldater er blevet anholdt, efter myndighederne har fundet intet mindre end 11 selvmordsveste inde ministeriet, oplyser en højtstående embedsmand fra det afghanske forsvar til CNN.

Flere af de anholdte er angiveligt soldater i Afghanistans hær, men det er afvises indtil videre af afghanske myndigheder.

Opdagelsen af vestene betød, at forsvarsministeriet blev afspærret og lukket, men det er nu åbnet igen, fortæller embedsmanden, der har bedt om at forblive anonym, fordi han ikke er bemyndiget til at tale med journalister.

Embedsmanden kunne ikke bekræfte antallet af arrestationer, men ifølge BBC er der tale om 11 anholdte soldater.

Det er langt fra første gang, at personer fra afghansk militær eller politi er blevet voldelige. I mandags alene blev tre NATO-soldater - to briter og en amerikaner - dræbt ved to forskellige episoder, hvor afghanere åbnede ild.

16 af de 46 amerikanske soldater, der har mistet livet siden nytår er blevet dræbt angreb, hvor afghanske tropper vender våbnene mod de allierede styrker.

Inden for den seneste tid har særligt to episoder medført omfattende uroligheder i Afghanistan og yderligere protester mod særligt amerikanske styrker.

Først brændte amerikanske soldater konfiskerede eksemplarer af Koranen af på en amerikansk militærbase i landet, og sidenhen har en amerikansk soldats umotiverede drab på 17 civile afghanere sat sindene i kog. Den pågældende soldat er nu fløjet tilbage til USA, hvor han er sigtet for de 17 drab. Han risikerer dødsstraf.

Efter planen skal de internationale styrker overdrage magten i Afghanistan til den afghanske hær i 2014.