Fem unge, spanske kvinder fik sig et angiveligt et gevaldigt chok, da de forleden solbadede nøgen på dækket af et skib ud for ferieøen Mallorca.

De troede, de var helt alene, mens de lå og slikkede sol i deres Eva-kostume, men pludselig fik de øje på et flyvende objekt, der susede rundt lige over deres hoveder. Det var en drone, hvis røde optageknap var tændt.

Det skriver Fox News.

Hurtigt gik det op for kvinderne, at dronens kamera var i gang med at optage deres nøgne solbadning. Men som om det ikke var nok, fandt de i samme øjeblik ud af, at en luksus-yacht fyldt med mænd befandt sig i deres nærhed. Ifølge kvinderne grinte mændene højlydt, mens de gloede på en skærm.

Kvindernes oplevelse fremgår i en rapport, som det spanske politi, Guardia Civil, har sammenfattet. Politiet er nu i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder i sagen, og de forsøger at verificere kvindernes historie.

Ifølge de spanske kvinder forsøgte de at få mændene til at stoppe deres gimmick ved at råbe og gestikulere til dem, men lige lidt hjalp det. Først da en af kvinderne hev sin mobiltelefon frem og begyndte at filme mændene, stoppede de.

Kvinderne hævder, at mændene forsøgte at bestikke dem til ikke at gå til politiet ved at tilbyde dem ’penge til mad på en god restaurant’.

Senere har mændene dog erkendt at have taget billeder af kvinderne, men også at de slettede billederne lige så snart, de så dem.