En politibetjent mistede livet, da i alt syv betjente i USA blev ramt af skud onsdag i en indsats mod en person i Florence County i den amerikanske delstat South Carolina, skriver CNN.

Mindst to betjente er livsfare, mens de øvrige betjentes tilstand kendes endnu ikke.

Ifølge et tweet fra Florence County Emergency Management er den formodede gerningsmand anholdt. Han skulle være bragt på et hospital for at modtage behandling.

Hændelsen fandt sted i et villakvarter i byen Florence, der ligger omkring 120 kilometer øst for delstatshovedstaden Columbia. Ifølge Mike Nunn, talsmand for det lokale politi, holdt den formodede gerningsmand børn som gidsler i omkring to timer.

Over 100 betjente deltog ifølge ABC News i aktionen mod den bevæbnede person. Der er ingen oplysninger om den mistænkte person, baggrunden for skyderiet eller eventuelt andre tilskadekomne.

'Det er simpelthen knusende nyheder fra Florence,' lyder det bl.a. fra delstatens guvernør, Henry McMaster, i et opslag på Twitter:

Ifølge myndighederne fandt skudepisoden sted i et villakvarter i den vestlige del af byen, skriver CBS News. Byen Florence har ifølge AP omkring 37.000 indbyggere.

I USA, hvor våbenlovgivningen er langt mere liberal end herhjemme, er den offentlige diskussion om adgang til våben med jævne mellemrum et varmt politisk emne. Så sent som i august fandt en masseskyderi sted under en e-sportsturnering i Jacksonville, Florida.