Det forlyder nu, at Andreas Lubitz, som fløj 149 flypassagerer og besætningsmedlemmer i døden i tirsdag, havde problemer med synet og har søgt behandling. Det siger to tjenestemænd med kendskab til efterforskningen, skriver New York Times.

Flere og flere detaljer om pilotens liv i perioden op til den tragiske ulykke kommer frem hele tiden. Foruden depression og et forlist forhold har Andreas Lubitz måske også været decideret uegnet som pilot - netop fordi piloter ikke må have problemer med synet.

På nuværende tidspunkt er der ingen informationer om, hvor alvorlige synsproblemerne har været. Måske er de relateret til hans psykiske problemer, har en person tæt på efterforskningen sagt, ifølge New York Times.

Ifølge UddannelsesGuiden er helbredskravene for at blive pilot:

  • Du skal være fuldstændig rask og ikke have gener af nogen art.
  • Du skal have normalt syn, eventuelt opnået ved hjælp af briller.
  • Følgende skal desuden være helt normalt: Farvesans, hørelse, hjerte og kredsløb, lungekapacitet, fordøjelse og stofskifte.
  • Du ikke være bærer af en seksuelt overført sygdom og ikke have en neurologisk eller psykiatrisk diagnose af nogen art.
  • Mindre korrektioner af synet kan ske ved hjælp af briller eller kontaktlinser. Farveblindhed eller farvesvaghed accepteres ikke til flyvning og kan ikke normaliseres med briller eller linser.