Det var flere steder kontroversielt, da LEGO introducerede ”Friends”-serien med klodser og figurer direkte målrettet til piger.
Nu er LEGO kommet i ny modvind, efter at virksomheden i et medlemsblad for børn i målgruppen 5-12 år har introduceret ”Emmas skønhedstips”.
Emma, der er en af de populære ”Friends”-figurer , fortæller børnene i LEGO Clubs amerikanske medlemsblad, hvilken frisure der er perfekt til deres ansigtstype og giver generelt gode råd til at sætte håret smart.
New York Times populære forældre-blogger Sharon Holbrook var den første til at fyre den kritiske kanon af mod LEGO. Hun er mor til en datter på 7 år og temmelig forarget.
»Min lille pige, hendes ansigtsfacon og om hendes frisure er pæn, skal LEGO ikke bekymre sig om. Det bekymrede hun sig heller ikke om, indtil et legetøjs-magasin lærte hende at bekymre sig om det.«
Sharon Holbrooks kritik har fået opmærksomhed og opbakning flere steder. På Twitter melder flere bekymrede forældre sig i koret.
»LEGO har nået et nyt lavpunkt med ”Skønhedstips” til 5-årige,« tweeter Lyndsay Kirkham.
Overfor nyhedssitet Mashable beklager LEGO, hvis nogle forældre føler sig stødt af det nye tiltag og forsikrer, at man har kritikken i baghovedet, når der fremover skal laves historier til Lego Club.