Det var Islamisk Stat, der på bestialsk vis slagtede yeziderne. Men det var yezidernes mangeårige naboer, de muslimske arabere, der angav dem til IS-morderne

Tomhed. Pine. Længsel. Ansigtet skærer den samme grimasse, når hun tier, som når hun taler.

Hure Mahmoud husker ikke sin alder til at begynde med. Efter nogle minutter flimrer øjnene, og hun siger 35 år.

Hun står som en saltstøtte i Khanke-flygtningelejren uden for den nordirakiske by Dohuk. Bjergene hæver sig i horisonten, hvor Tigris-flodens blå vand deler den verden, hun kommer fra, og den, hendes krop opholder sig i lige nu. Mentalt er Hure Mahmoud ikke til stede.

På den anden side af floden er det stadig Islamisk Stat, der kontrollerer områderne. I lejren, hvor Hure Mahmoud og andre internt fordrevne fra det irakiske yezide-mindretal opholder sig, er det nødhjælpsorganisationer, der har ansvaret for de daglige udfordringer.

Abdel Waed, der bestyrer Khanke-lejren for World Food Programme beskriver, hvordan IS stadig skaber panik i lejrene.

IS-tilhængere i lejrene

- IS-tilhængere er rejst med de mange flygtninge hele vejen fra Sinjar til Syrien og tilbage igen. De opholder sig her i lejreneog skaber rygter, der sætter paniske reaktioner i gang. I flygtningelejren uden for Dohuk rygtedes det for nylig, at IS var på vej mod lejren. 60.000 af de fordrevne flygtede derfra på bare fem minutter, siger Abdel Waed.

I den lille by Khanke over for lejren huser de ufærdige bolig-skeletter fordrevne yezider. Det samme gør skolerne. De heldige har familie i området og kan i det mindste placere hovedet på en pude, når udmattelsen melder sig.

Næsten alle de fordrevne yezider i området har den samme historie at fortælle. De er yeziderne fra Sinjar-bjerget. Børnene, mødrene og fædrene, der kæmpede mod temperaturer på omkring 40 grader i syv dage uden mad og drikke. Nedenfor bjerget ventede Islamisk Stats kalifatkrigere.

Mange bukkede under. Nogle begravede børnene for at skjule dem for IS. En familie, hvoraf de overlevende nu opholder sig i byen Lalesh ved Dohuk, havde ingen bil. Så de stak af fra IS til fods. Deres overvægtige teenage-datter var den første til at give op. Benene flyttede sig ikke længere. Resten af familien forsøgte at bære hende under den hede sol i det åbne terræn på vej til Sinjar-bjerget.

Efterlod datter og søn

Familien havde andre og yngre børn, der skulle hjælpes. Så de efterlod datteren siddende på det stenede plateau. Senere blev det også for meget for sønnen på syv år. Han var udmattet og dehydreret og begyndte at snuble. Ham efterlod familien også, inden det lykkedes at nå til Sinjar-bjergets skråninger, hvor en uges mareridt kunne begynde. Familien har ikke hørt fra sønnen og datteren siden. Ingen af dem, de kender fra området, har hørt noget. Det var den 3. august.

Roma, en ung mor, der nu bor på anden etage i et betonskelet i Dohuk, var højgravid, da IS kom til hendes landsby. Hun flygtede til Sinjar-bjerget og klarede sig en hel uge med at spise bark fra træerne. Mandag i den forgangne uge fødte hun en lille pige. Romas mareridt begyndte også den 3. august. Samme dag som 35-årige Hure Mahmoud var hjemme i huset i byen Girzarik sammen med sin datter og to sønner. Hendes mand var på arbejde. Hun nåede ikke at reagere, inden krigerne fra IS bankede på døren sammen med nogle af naboerne.

De tog hendes 13-årige datter med sig. Skubbede hende ud af huset.

- Det var sidste gang, jeg så hende, siger Hure Mahmoud.

Smerten ses i hendes øjne. Hun har ikke flere tårer, og det er, som om hun ikke kan bevæge kroppen, selv om hun ikke er fysisk såret. Hun ryster ikke. Står der bare.

Sex-slave hos islamisterne

Alle i lejren kender hinandens historier. Alle så hinanden under opholdet på Sinjar-bjerget, hvor de overlevende blev hjulpet ned af kurdiske soldater fra Syrien. De fragtede yeziderne ind i Syrien til de store flygtningelejre, der oprindeligt er skabt til internt fordrevne syrere. Herfra kom yeziderne tilbage over grænsen, ind i Irak igen til området omkring byen Dohuk.

Når Hure Mahmoud fortæller historien om sin datter, der blev slæbt med af IS, er der ikke en eneste af tilhørerne, der er i tvivl om, hvad det betyder. Hun bliver brugt som sex-slave af IS. Eller også er hun blevet solgt til en arabisk rigmand med samme formål. Man kan mærke på dem, der lytter til Hures historie, at de tænker, det nok er bedre, hvis hun er blevet slået ihjel. Ligesom Hures syv brødre fra Tel Azer og hendes mand.

Fortællingen om hendes brødre fra Tel Azer er, at de blev anbragt på byens torv sammen med andre mænd fra yezide-sekten. Her blev de slagtet med knive, mens børn og kvinder blev tvunget til at se på.

Lignende beretninger høres fra en række af de byer, yeziderne flygtede fra den 3. august, da IS udvidede offensiven til deres områder.

Elias Zorowa, en prægtig mand med hvidt skæg og et stolt udseende, husker den 3. august tydeligt. Et par dage forinden var nogle af de arabiske muslimer i nabolaget begyndt at fortælle, at IS var på vej, men at yeziderne intet havde at frygte, så længe de udleverede alle våben. Med den stemning i byen valgte mange at stikke af. De turde ikke tage chancen. Andre beroligede sig selv ved tanken om, at hvis naboerne gennem alle disse år lover, at det nok skal gå – ja, så er det muligt at blive.

Den 3. august rykkede IS ind i området omkring Tal Afar uden for byen Mosul.

- Vi fik alle det samme valg, fortæller Elias Zorowa: ’Konverter til islam, eller dø’.

Mange valgte at konvertere, men blev slagtet alligevel.

- Vi er kommet for at dræbe alle yezider, råbte IS-krigerne ifølge Elias Zorowa i byens højtalere. Elias undslap. Han flygtede. Gemte sig først og listede af sted, da IS-krigerne havde travlt med at dræbe løs i gaderne. Omkring 400 yezider blev dræbt den dag, ifølge lokale vidner.

- Deres lemmer blev skåret af i al offentlighed. Hvad min egen familie angår, er der 51 familiemedlemmer, jeg ikke aner, hvor er. 31 af dem er døde. Resten er måske i live, siger han.

Elias Zorowa fortrækker ikke en mine. Hans ansigt er næsten lige så forstenet som Hures. Men han kræver svar. Fra EU og USA. Fra omverdenen.

- Jeg kræver, at yeziderne bliver beskyttet. Er det for meget forlangt, spørger han.

Tanken om at IS bliver drevet på flugt af de amerikanske bombardementer og de kurdiske peshmerga-soldater beroliger ham ikke. Han kan ikke forestille sig, hvordan det kan være muligt at vende tilbage og leve side om side med de arabiske muslimer igen. Dem, der stak yeziderne. Dem, der hjalp IS i stedet for at beskytte yeziderne. Dem, der dag efter dag i årevis har været trofaste naboer.

Europa er faldet i søvn

Yeziderne spørger nu sig selv, hvordan det kunne ske. Den forklaring, næsten alle de fordrevne giver, hører ikke til på den politisk korrekte side af den vestlige debat. Det er yeziderne godt klar over, og det er derfor Elias Zorowa taler om Europa som en enhed, der er faldet i søvn.

- Den eneste forklaring er islam, siger han.

- Vi har levet side om side i generationer uden et eneste problem. Pludselig kommer IS, og så skal kristne og yezider myrdes. Ikke bare af IS. Også af vores naboer, tilføjer han.

Elias Zorowa køber ikke forklaringen om, at de arabiske naboer selv var bange for IS og blev truet til at samarbejde.

De gjorde det med mord i øjnene. Jeg så det selv. Præcis derfor kan vi ikke vende hjem til vores landsbyer. Skal vi så sidde og vente til det sker næste gang, spørger han.

Alle i lejren er enige. Ingen kan forestille sig at se naboerne i øjnene igen. De vil væk fra Irak. De har fået nok.