FRANKRIG: Parlamentet i Frankrig har fredag sendt et kraftigt signal om, at man har til hensigt at anerkende Palæstina som stat, hvis ikke snart der kommer et gennembrud i fredsprocessen mellem Israel og Palæstina, skriver Reuters.

De franske lovgivere ventes at sende en resolution, der opfordrer regeringen i Paris til at anerkende Palæstina, til afstemning på tirsdag.

Dermed ser Frankrig ud til at tilslutte sig flere andre europæiske lande, der er utilfredse med fredsprocessen i Mellemøsten. Både det britiske og det spanske parlament har tidligere i november stemt for at anerkende Palæstina, men landenes regeringer er dog ikke bundet af beslutningen. Imens har blandt andre den nye svenske regering derimod fuldt ud anerkendt staten Palæstina.

Det er særligt Israels udbygning af de jødiske bosættelser på den besatte Vestbred, der vækker vrede hos flere EU-lande.

BNB