GRÆKENLAND: Stemmer grækerne søndag ja til et udspil fra de internationale kreditorer om betingelserne for fortsatte lån til Grækenland, vil den græske finansminister, Yanis Varoufakis, gå af.

Det siger han torsdag i et interview med Bloomberg.

Grækerne skal søndag stemme enten ja eller nej til de internationale långiveres reformforslag, der skal forsøge at redde Grækenland fra den økonomiske katastrofe, landet befinder sig i. Et ja vil ses som et nederlag for regeringen med premierminister Alexis Tsipras i spidsen, der har opfordret grækerne til at stemme nej til forslaget.

Yanis Varoufakis siger til Bloomberg, at hvis afstemningen ender med et ja, vil han ikke være finansminister mandag aften.

»Men jeg vil hjælpe hvem end, der så er, med at navigere i landets gældskrise,« siger finansministeren.

Tsipras udskrev i sidste uge folkeafstemningen på grund af de kuldsejlede forhandlinger mellem Grækenland og de internationale kreditorer - EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Kreditorerne ønsker vidtgående reformer af det græske samfund, herunder senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og højere moms.

Alexis Tsipras kaldte under debatten i parlamentet kreditorernes forslag for »fornærmende« over for det græske folk.