Som den første by i USA tilbyder New York City nu gratis tamponer og hygiejnebind til kvinder.

Det skriver Huffington Post.

Tamponer, hygiejnebind og smertestillende medicin er en dyr nødvendighed for kvinder. Ifølge Huffington Post kan det over et helt liv koste en kvinde i USA i nærheden af 120.000 kroner at købe produkter i forbindelse med menstruation. Men nu er der godt nyt for kvinder i New York City.

Fremover vil kvinder i offentlige skoler, på centre for hjemløse og i fængsler i USAs mest befolkede by være garanteret gratis hygiejneprodukter. Det blev slået fast tirsdag, da byrådet i New York City - som den første i USA - vedtog det historiske lovforslag med stemmerne 49-0.

Byrådsmedlem Julissa Ferreras-Copeland, der står bag lovforslaget, fremsagde beslutningen på trapperne til New York Citys rådhus. Hun sagde blandt andet:

»Denne pakke er bemærkelsesværdig. Det er den eneste af sin slags, og den siger, at menstruation er kraftfuld. Hyiejneprodukter til menstruation er lige så nødvendige som toiletpapir - og ingen flipper ud over toiletpapir.«

Ifølge Huffington Post kommer det vedtagede lovforslag de mest trængte til gode, da 79 procent af alle elever i offentlige skoler kommer fra familier med lav indkomst. Samtidig bliver hjemløse ofte nødt til at prioritere at købe mad fremfor at bruge penge på hygiejneprodukter.

Prisen for at tilbyde gratis hygiejneprodukter i storbyen forventes at være på knap 28 millioner kroner det første år, hvorefter den vil falde til cirka 12 millioner kroner fremadrettet.

Vedtagelsen af lovforslaget træder officielt i kraft, så snart borgmester Bill de Blasio har skrevet under på dokumentet, hvilket forventes at ske inden udgangen af måneden.