Gerningsstedet for mordene på otte børn skal rives ned. Bagefter skal der ifølge lokale skikke etableres et mindesmærke på stedet.

AUSTRALIEN: Huset i den nordaustralske by Cairns, hvor en mor knivdræbte syv af sine børn samt et barn af et familiemedlem, vil med stor sandsynlighed blive revet ned.

Myndighederne vil ifølge Reuters fjerne ejendommen, og i stedet efter lokal skik etablere et mindesmærke, når der er gået et stykke tid.

Et lokalt parlamentsmedlem, Gavin King siger ifølge Reuters, at man efter intens rådgivning vil rive huset ned og bagefter vil diskutere med lokalsamfundet, hvordan et mindesmærke for de dræbte børn kan udformes.

Den mord-mistænkte, Raina Mersane Ina Thaiday, tilhører en af Australiens oprindelige befolkningsgrupper, der blandt andet mener, at de dødes sjæle hjælpes bedst på vej ved at undlade at nævne de afdødes navne i en lang periode.

Politiet i Australien har derfor anmodet medierne om at respektere den lokale kultur og ikke nævne navnene på de dræbte børn eller vise billeder af dem.

Børnenes mor er i myndighedernes varetægt og under bevogtning på et hospital, hvor hun venter på en mentalundersøgelse.