De sydkoreanske myndigheder har mandag opdaget et angreb mod selskabet, der styrer landets atomkraftværker. De vil ikke udelukke, at Nordkorea står bag.

SYDKOREA: De sydkoreanske myndigheder har mandag bedt USA om hjælp til at efterforske et hackerangreb mod selskabet »Korea Hydro and Nuclear Power«, der styrer landets atomkraftværker og dermed også de 23 atomreaktorer, der forsyner landet med atomenergi.

Ifølge Reuters har myndighederne oplyst, at computersystemer er blevet hacket, men foreløbigt tyder intet på, at hackerne har tilegnet sig værdifulde informationer, og myndighederne fastslår, at der ikke er nogen fare forbundet med angrebet.

Angrebet kommer få dage efter, at de amerikanske myndigheder meddelte, at Nordkorea stod bag et omfattende hackerangreb mod filmselskabet Sony Pictures. De sydkoreanske myndigheder vil på forhånd ikke afvise, at deres naboer mod nord står bag dette angreb.

»Vi kan ikke udelukke eller bekræfte Nordkoreas involvering lige nu,« meddeler den sydkoreanske anklagemyndighed ifølge Reuters.

Myndighederne har højnet alarmberedskabet, og landets præsident, Park Geun-hye, har krævet en grundig gennemgang af landets atomreaktorer, ligesom myndighederne allerede nu lover at oprette en enhed under landets hær, der skal forhindre fremtidige hackerangreb.

En bruger på det sociale medie Twitter påstår at stå bag angrebet og kræver, at tre atomreaktorer bliver lukket og betaling for at undlade at lække de data, vedkommende har tilegnet sig under angrebet. Da Twitter er et amerikansk medie, har Sydkorea bedt USA om at hjælpe dem til at finde og spore brugeren bag det mistænksomme tweet.